Logo

Dværgkokospalme - Microcoelum weddelianum

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Dværgkokospalme - Microcoelum weddelianum

 

Dværgkokos er en meget smuk, lille palme. Hvis den ikke var så vanskelig at dyrke, ville den uden tvivl være vor populæreste palme. Den trives imidlertid bedst i vinterhave eller flaske have.

 

Dværgkokospalme - Microcoelum weddelianum

Der er en egen fin lethed over Dværgkokospalmen. Dens format passer til selv små stuer.

 

INDKØBSTIPS

Planterne er altid små når man køber dem, ' men se efter at elle blade er sunde og uden pletter.

Livslængde: Forholdene skal være MEGET gode, for at planten kan overleve i mange år.

Sæson: Hele året.

Sværhedsgrad: Vanskelig.

Kaldes også: Weddell' kokospalme.

 

KORTE RÅD

Størrelse og vækst

Dværgkokospalmen er vor mindste palme, men den har en meget elegant vækst med smukt buede fjerlignende grene. Den ' vokser meget langsomt og bliver i reglen kun en meter høj.

Blomstring og duft

Hos os blomstrer den ikke og dufter ikke.

Lys og temperatur

Den foretrækker en lys vokseplads, men tåler ikke stærk, direkte sol. Om sommeren må temperaturen gerne være 20-24 °C, om vinteren ikke under 15-16 °C.

Vanding og gødning

Om sommeren vandes rigeligt, og man kan tilføre flydende gødning hver 14. dag. Om vinteren vandes mere sparsomt, og der gødes slet ikke.

Jord og omplantning

Se nedenfor.

Beskæring

Visne og syge blade fjernes straks.

Formering

Dværgkokospalmen sætter ikke frugt her i landet, men man kan få nødder fra Brasilien. De lægges i 35 °C varmt vand et døgn før såningen og sås derefter i fugtig pottejord på undervarme, så pottejorden hele tiden er 28-30 °C. Spiringen kan dog være en meget langvarig proces.

Miljø

En smuk, men vanskelig stueplante, som kræver høj luftfugtighed og derfor vokser bedst, når den står tæt sammen med andre planter. Bedre egnet til vinterhave eller varmhus/palmehus.

 

Dværgkokospalme - Microcoelum weddelianum

 

Dværgkokos - utrolig elegant, men krævende

Dværgkokospalmen stammer fra Brasilien, og dens latinske navn var i mange år Cocos Weddelliana, idet man henførte den til samme slægt som den store kokospalme, Cocos nucifera.

Det er en af vore allermest elegante stuepalmer med en spinkel stamme og lange, buede fjerlignende blade med mange tynde småblade. Den bliver sjældent over en meter i højden og aldrig over 1,5 meter. Tilmed vokser den uhyre langsomt. Den kan let være 20-30 år om at vokse en meter. Desværre er den krævende, især med hensyn til luftfugtigheden. Har man den i en stue, bør den derfor overbruses med lunkent, kalkfrit vand nogle gange om dagen i sommertiden. Samtidig må man sørge for, at den ikke udsættes for direkte sol, da de små vanddråber på bladene ellers kan virke som brændglas. Og man må naturligvis sørge for, at pottejorden aldrig tørrer ud. Alligevel risikerer man, at der kommer brune bladspidser eller hele brune blade.

 

Bedst i vinterhave

Det er meget lettere, hvis man kan dyrke Dværgkokospalmen på et egnet sted i en vinterhave, hvor luftfugtigheden altid er meget højere end i stuen, og hvor man kan plante den på et sted, der er passende lyst, men hvor den alligevel ikke får direkte sol. Men selv i en vinterhave må man ikke forsømme at overbruse planten om sommeren.

 

Ideel i en flaskehave

Endelig er der den mulighed, at man planter Dværgkokospalmen i en stor flaske sammen med andre planter. Det er den som skabt til, for ikke blot får den her den luftfugtighed, som den kræver, men den vokser også så langsomt, at man kan ,have glæde af sin flaskehave i mange, mange år. (Se i øvrigt artiklen: Dyrkning i flaske).

 

Dværgkokospalme - Microcoelum weddelianum

 

Omplantning af Dværgkokos

Unge Dværgkokospalmer bør omplantes hvert år i marts-april, men når planterne har nået en vis størrelse, kan man nøjes med at udskifte det øverste jordlag i potten med en frisk, næringsrig kompost.

I modsætning til de fleste andre palmer har Dværgkokospalmen et ret svagt rodnet, og derfor skal man ikke plante den i for stor en potte. Potten må derimod gerne være høj af form. Man har særlige "palmepotter" til formålet.

Pottejorden bør være en porøs kompost, opblandet med lidt sphagnum og udvasket sand. Den nye potte skal have ligget i vand i mindst et døgn før ompotningen. Det er vigtigt, at palmestammen ikke kommer til at stå dybere end i den gamle potte, men jorden skal presses fast til. Nu stiller man planten i skygge og venter et par dage med at vande. Så vil rødderne hurtigere søge ud i den nye, fugtige pottejord i bunden.

 

PLANTEDOKTOREN

 

• Skjoldlus og uldlus. Palmerne angribes af flere arter skjoldlus. De findes på undersiden af bladene som små brune eller hvide pletter. Bekæmpes med insektbekæmpelsesmidler, helst systemiske.

 

• Bladene affarves. Se efter angreb af spindemider på undersiden af bladene. Miderne kan bekæmpes med systemiske insektbekæmpelsesmidler.

 

• Bladene får gullige og hvide pletter. Se efter angreb af thrips på undersiden af bladene. Insekterne bekæmpes med systemiske insektbekæmpelsesmidler.

 

Dværgkokospalme - Microcoelum weddelianum

• Bladene får tørre spidser eller visner helt. For lav luftfugtighed eller for tør pottejord. Overbrus hyppigt med lunkent, afkalket vand. Kan dog også skyldes, at planten står for koldt.

 

• Svampeangreb. Små sorte pletter omgivet af en gul ring fremkommer på bladene. Bekæmpes ved sprøjtning eller pudring med et svampebekæmpelsesmiddel.

 


 

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (4 stemmer)
Siden er blevet set 5.510 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Når du skal lave mad, hvad bruger du så?
Effektiv reklame - klik her