Dette er en ny plante, som pludselig dukkede op i de
nordiske stuer. Den blev først henført til Peperomia-slægten, fordi der er en
vis lighed. Blomsterne viste dog, at der var tale om en Pilea.
Det var blomsterne, som opklarede, at her var tale om en
Pilea. Først troede man, at planten var en Peperomia.
INDKØBSTIPS
Parasolpilea er ingen stor salgsartikel i handelen.
Livslængde: Mange år, men ældre planter er ikke så smukke.
Sæson: Planten er grøn og pyntelig hele året.
Sværhedsgrad: Det er en særdeles letdyrkelig plante, som kan
anbefales til nybegyndere.
Kaldes også: I Sverige har Parasolpilea været kaldt "Elefantøre",
og det høres endnu af og til.
KORTE RÅD
Størrelse og vækst
Parasolpilea bliver sjældent højere og bredere end 25 cm og
kan derfor let stå i en normal vindueskarm. Hvis forgreningen bliver for
kraftig, fjernes de fleste af sideskuddene.
Blomstring og duft
Blomsterne er ikke særligt attraktive. De små hvidlige
dannelser sidder på rødlige stilke, der rager ud mellem bladene. Blomstrer
sjældent i stue, men villigt i vinterhave, hvor man kan iagttage, når
blomsterne åbnes med et skarpt smæld. Ingen duft.
Lys og temperatur
Denne sukkulente vækst kan udmærket vænnes til at stå i et
solvindue, og den tåler varmen godt. Måske bliver den dog smukkere og mere
grøn, hvis den står mod andre verdenshjørner. En kølig periode, før forårslyset
bliver stærkt, kan fremkalde blomstring.
Vanding og gødning
Væksten er kraftig, og i sol bruger den meget vand. Den
tåler nogen tørke, hvilket dog kan medføre, at de yderste blade visner tidligt.
Vandes og gødes moderat i sommerhalvåret, og den må ikke blive helt tør i
vintertiden.
Jord og omplantning
Parasolpilea kan gro i al slags jord, men bedst er det at
blande 1/3 havejord i en normal sphagnum muld. En ompotning til større potter
kan være nødvendig for at få harmoni mellem plante og potte, men ellers er udskiftning
med en ny frisk plante det almindelige.
Beskæring
Bliver der for mange sideskud, bortskæres de sammen med de
udlevede blade.
Formering
Se nedenfor.
Miljø
Parasolpilea er en sjov og ny plante. Velegnet til at give
til børn, som vil have let ved at passe den.
Parasolpilea er smuk året rundt og utrolig nem at formere.
Man kan få plads til mange i vindueskarmene.
Parasolpilea går fra
hjem til hjem
Parasolpilea er ikke blevet udbredt fra gartnerierne, men
blev spredt rundt til hjemmene, før gartnere og botanikere fik fat i den, og
fik givet den det rette botaniske navn. Den er antagelig blevet bragt først til
Norge fra Mellemamerika, hvor Pilea-slægten har hovedområde. Da den er meget
let at formere, spredtes den hurtigt i Norden, og til sidst fandt botanikere i Kew-garden
i London dens rette navn.
Næsten en sukkulent
Bladene er tykke og minder stærkt om Nasturtie (Tropaeolum),
idet bladstilken sidder fæstnet midt på det runde blad. Stænglen vokser sig
hurtigt tyk, og fra dens sider og bund vælter det ud med småplanter.
Blomstrer kun
sjældent
I drivhus og vinterhave udvikles efterhånden blomsterklaser
med rødlige stilke. Og de hvide, ret ubetydelige blomster viser, at den hører
til nældefamilien. Åbningen af blomsterne sker med et smæld, og pollenstøvet
står ud som en sky. I stue derimod, er det sjældent, at blomsterne udvikles.
Stilles planten køligt i en periode, er det dog muligt at fremkalde en
blomstring, men det pynter ikke på planten.
Man tager blot et af de mange sideskud som
fremkommer,·planter det og har en ny plante. Det er i øvrigt nødvendigt at
forny planten ret ofte, da den er smukkest som ung.
Let at formere
Få planter er så lette at skaffe afkom af som Parasolpilea.
Afbrækkes et af de mange skud på siden, kan det hurtigt danne rod, når det
plantes i potte.
Smukkest som ung
De små planter er meget dekorative og spændende, men efter
en tid kan væksten blive for grov, og der kommer et vildnis af små planter
omkring den tykke stamme.
Da det er så let at skaffe nye planter til erstatning, og
som "gi' væk planter", kan den gamle let udskiftes med en ny og
frisk.
PLANTEDOKTOREN
• Takket være den hurtige vækst og fornyelse, er det yderst
sjældent, at Parasolpilea angribes af sygdomme og skadedyr.
• Bladlus kan naturligvis angribe de unge skud, men de er
lette at få væk med en kraftig vandstråle.
• Da planten er så ny, er der ikke stor erfaring med andre
plager endnu.