Sagina er lav med en egen grøn og saftig frodighed. Den er
yderst robust, da den næsten er hentet ind fra den danske natur. Om sommeren
myldrer små hvide blomster frem i de små grønne "puder".
Blomstrende Firling er meget dekorativ i havens
trædepartier. I det hele taget burde denne lille plante anvendes mere både ude
og inde.
INDKØBSTIPS
De tynde blade og stængler skal være friskgrønne overalt, og
planten bør ikke være alt for kuplet i midten. Derimod er mange blomsterknopper
velsete.
Livslængde: Flere år ved stadig deling.
Sæson: Blomstring i juni-juli.
Sværhedsgrad: Nem den første sæson, men den skal overvintre køligt.
Kaldes også: Trædepude.
KORTE RÅD
Størrelse og vækst
En tæppedannende plante med krybende stængler og sylformede blade.
Den bliver kun få centimeter høj.
Blomstring og duft
I juni-juli kan den få små, hvide blomster på korte stilke.
De dufter kun meget svagt.
Lys og temperatur
Firling trives bedst, når den står ret køligt og undgår
stærk, direkte sol.
Vanding og gødning
I vækstsæsonen forår og sommer vandes og gødes der regelmæssigt.
Om vinteren vandes der mere sparsomt, men pottejorden må
aldrig tørre helt ud.
Jord og omplantning
Pottejorden skal være let og veldrænet. Det er vigtigt, at
der er et godt lag potteskår i bunden af potten. Man bør omplante hvert tredje
år i april.
Beskæring
Man fjerner visne skud.
Formering
Se nedenfor.
Miljø
Firling kan bruges som bunddække i potten om store planter
solo i vindueskarmen eller i altankassen. I haven kan den bruges som fugeplante
mellem fliser og som stenbeds- eller kantplante.
Man kan lave anderledes plantedekoration med Sagina i
forskellige potter. Den grønne frodighed pynter overalt. Prøv den også som
bunddække omkring større planter.
Firling ejer en
særlig lilleputcharme
Firling er lav, grøn og beskeden men den ejer en dejlig,
saftig frodighed og kan stå grøn hele vinteren. Om sommeren kan man tilmed med
lidt held samt vand og gødning få den til at myldre med små, hvide blomster på
korte stilke, og så er det simpelthen den sødeste stueplante, man kan se for
sine øjne.
Utrolig
anvendelsesrigdom
Selvfølgelig er den hårdfør udendørs om vinteren ellers
kunne den jo ikke klare sig i naturen. Man kan derfor også bruge den i altankassen,
ved terrassen eller ude i haven, hvor der er en lidt fugtig plet i sol eller
halvskygge. Den kan vokse langs græsplænens gange som trædeplante, men tåler
dog ikke alt for meget slid og man kan også bruge den i revnerne mellem fliserne
eller i en plantemur, blot der er tilstrækkelig fugtigt. Den har bittesmå,
sylformede blade på de lange, krybende rosetdannende stængler, og den er i høj
grad pudedannende. Når man planter den i en potte, vil den hurtigt danne en
kuppel over hele potten.
Formering
Frøformering
Firling kan let formeres ved frø, som man bedst sår i april.
Så dem i et par potter med stærkt sandblandet fugtig pottejord og stil dem lidt
køligt gerne udendørs. Når småplanterne begynder at spire frem, har de et meget
fint og sart rodsystem, som ikke tåler udtørring, og samtidig trives planterne
ikke ved for høj luftfugtighed. Derfor kan det være svært at finde den rigtige
balance, hvis man frøformerer dem indendørs i en almindelig vindueskarm. I
hvert fald må et nordvendt vindue foretrækkes i den første tid, men en
altankasse er endnu bedre.
Stiklinger
De lange, trådtynde, krybende stængler er rodslående, og
derfor er firling let at formere ved stiklinger, som man blot trykker fast til
i en potte med fugtig, veldrænet pottejord.
Deling
Især hvis en stor plante er gået ud i toppen, kan det være
fristende at dele den ved at omplante de friske skud, som findes langs
potteranden. Det foregår bedst om foråret, og i reglen vil det være nødvendigt
at omplante og dele Firling, der vokser i potter, mindst hvert 3. år.
PLANTEDOKTOREN
• Planten visner midten. Det skyldes udtørring, fordi
planten kupler sig så meget, at rødderne mister jordforbindelsen. Man kan
trykke planten kraftigt ned i midten, så den får forbindelse igen eller man kan
klargøre et par nye potter og omplante de friske skud.
• Bladene gulner. Skyldes udtørring. Firling skal have ret
meget vand i vækstperioden om sommeren og gerne lidt flydende gødning.
• Planten rådner bunden. Det skyldes i reglen ikke overvanding,
men dårligt dræn. Sagina subulata tåler ikke stående vand omkring rødderne. Der
skal være meget sand og grus i pottejorden og potteskår i bunden.
Knude-firling, Sagina nodosa, tåler meget bedre en konstant fugtig jord.