Torenia er en fortryllende sommer-potteplante, som er
"forsvundet" blandt Pelargonier og andre mere populære
sommerblomster. Det er synd, for den blomstrer rigt og længe og er meget smuk.
Sommerens insekter lokkes af nektar og det solskinsgule svælg
i Torenia-blomsterne.
INDKØBSTIPS
Det kan være svært at finde færdige planter af Torenia i
forretninger over hele landet, men af og til dukker de alligevel op. Det
sikreste er næsten selv at så frø, som kan købes i frøhandelen.
Livslængde: Torenia dyrkes som etårig sommerpotteplante.
Sæson: Blomstrer overdådigt rigt hele sommeren.
Sværhedsgrad: Ret let dyrkelig plante, blot man passer
vandingen godt.
KORTE RÅD
Størrelse og vækst
Torenia er en lille plante, som ikke bliver over 25-30 cm
høj. Bladene er smalt ægformede. Planten anvendes som etårig sommerpotteplante.
Blomstring og duft
Blomsterne
som begynder at vise sig i juni og siden fortsætter med at
komme helt hen til september, er blålilla, lyseblå eller gråblå. De har mørkeblå
pletter og svælget er markeret med gult. Blomsterne har ikke nogen særlig duft.
Lys og temperatur
Torenia skal stå meget lyst, men ikke i brændende sol. Den
klarer sig også i halvskygge. I fuldt solskin må den passes mere omhyggeligt
med vand. Normal stuetemperatur.
Vand og gødning
Torenia kræver meget jævn fugtighed i jorden. Den må aldrig
tørre ud, men tåler heller ikke at stå alt for vådt. Vand helst med kalkfrit
vand. Gød regelmæssigt i hvert fald en gang om ugen.
Formering
Man sår frø om foråret.
Jord og omplantning
Til frøene kræves såjord. Når planterne skal i egen potte,
kan man anvende næringsrig pottemuld. Plant gerne over i en større potte, når
planten er vokset fra den første.
Beskæring
Ingen beskæring, men visne blomster skal fjernes, så kommer
der nye i stedet.
Miljø
Passer fint i det lyse sommervindue.
Torenia en god gammel
bekendt, som kommer igen
Torenia er en fantastisk fin sommerpotteplante. De enkelte
blomster er ikke så store, blot nogle få cm tværs over, men blomstringen er så
rig, at hele planten er oversået af de flerfarvede blå og gule blomster.
Af og til ses de grønne blade slet ikke på grund af de mange
blomster. Ikke blot er blomstringen meget rig, den strækker sig også over en
meget lang periode. I princippet blomstrer Torenia fra begyndelsen af sommeren
til et stykke ind i efteråret. Det gælder blot om at nappe visne blomster af,
så kommer der hele tiden nye i stedet.
Dyrkedes før, men
blev glemt
Torenia er ingen nyhed i udbuddet af sommerblomster, selvom
den forekommer helt ny og charmerende for os, som ikke har set den før. Den har
faktisk været en temmelig brugt potteplante og forsvandt siden ud af handelen
uvist af hvilken grund.
Kræver god pasning
med vandkanden
Torenia et let at dyrke og det er let at lave egne planter
fra frø. Den eneste "bagdel" er egentlig, at vandingen skal være
meget konstant. Torenia må ikke tørre ud og jo mere solrigt den står, jo
hurtigere må man være ude med vandkanden. Står blomsten lyst, men noget
beskyttet mod middagssolen, når jorden ikke at tørre ud så hurtigt, og
pasningen bliver lettere.
Elegant farvede
blomster
Torenia tilhører plantefamilien Scrophulariacea, som også
Tøffelblomsten hører til. Blomsterne er spændende, og de er smukt farvede i
flere farver. Grundfarven er blegblå eller gråblå med mørkeblå pletter og en
klar gul plet i blomstens svælg. Farverne kan minde lidt om Viola tricolor.
Bladene er smalt ægformede, og planten bliver ikke meget mere end 25 cm høj.
Sorten' Grandiflora' har større blomster med gult svælg. Den
bliver ca. 30 cm høj. Der findes også en hvidblomstret variant med navnet
'Alba'.
Planten stammer oprindeligt fra Indokina.
Sådan dyrkes Torenia
Så frøet indendørs i marts-april. Anvend færdig såjord og
brug evt. minidrivhus eller spirekasse og dæk frøet med et yderst tyndt lag
jord. Jorden skal være vandet før såningen.
Dæk kassen med plast med lufthuller eller låget til
spirekassen. Stil kassen på en lun plads med 22-25 °C. Er det meget koldt
udenfor er det ikke sikkert, at vindueskarmen er det rette sted, fordi glasset
afgiver kulde. Plante kassen kan placeres inde i huset på en mørkere plads
indtil frøene er spiret efter 7-10 dage.
Derefter kan den placeres i det lyse vindue. Fjern låg eller
plast når frøene er spiret.
Lyst, men ikke
brændende sol
Lad de små frøplanter stå så lyst som muligt. De bør
beskyttes mod for brændende sol. Når planterne begynder at få det trangt i
kassen, er det tid at plante dem over i 10 cm potter.
Godt dræn
Giv pottebunden et godt dræn med Leca-kugler, så overflødigt
vand ikke bliver stående for længe. Der må aldrig være for vådt i potten,
ligesom der ikke må blive for tørt. En yderst konstant fugtighed er det
vigtigste for Torenia. Almindelig pottemuld kan bruges og man vander med
gødning i ret så kalkfrit vand mindst en gang ugentligt.
PLANTEDOKTOREN
• Torenia kan angribes af bladlus, hvide fluer og
spindemider. Men da Torenias levetid er kort fra forår til høst er de alligevel
aldrig det helt store problem. Sørg for at stuens andre, flerårige potteplanter
ikke har skadedyr. De kan hurtigt flyve til en urteagtigplante som Torenia.
• Insektangreb bekæmpes med de almindelige midler, som
findes i handelen. Bladlus kan dog normalt spules væk med håndbruseren.
Spindemider er derimod svære at korarne af med, selv med stærke midler.
• Pas vandingen, så planten har det godt. En svag plante er
mere udsat for insektangreb og sygdomme. Sørg også for at der er godt
luftskifte i vindueskarmen. Frisk luft er godt for planterne, men træk er
farligt.