Logo

Bjerglilje - Ixiolirion

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Bjerglilje - Ixiolirion


Bjergliljerne er bedårende med hvide, lyseblå, lavendelblå eller lilla blomster. Egentlig stammer de fra stepperne i det centrale Asien, hvor de giver foråret festlige farver.


Bjerglilje - Ixiolirion

Ixiolirion tataricum er en god plante til en stenhave hvor den godt kan overvintre ude på et lunt sted.

 

INDKØBSTIPS

Løgene skal være faste og uden sorte pletter.

 

Livslængde: Ved god pasning holder løgene i flere år, men ofte vil man vælge at købe nye løg hver efterår.

 

Sæson: Sommerblomstrende.

 

Sværhedsgrad: Kræver nogen pasning, men ellers nem at drive i blomst.

 

KORTE RÅD

Størrelse og vækst

Bjergliljen er en løgplante med smalle, græslignende blade og en spinkel blomsterstængel, der bliver 30-50 cm høj.

 

Blomstring og duft Blomstringen indtræffer i maj, juni og undertiden juli. Blomsterne dufter kun ganske svagt.

 

Lys og temperatur

Man planter i oktober men stiller potterne køligt og tørt indtil februar-marts. Så skal de frem i lyset, men i begyndelsen skal de drives køligt.

Ellers bliver de ranglede i væksten.

 

Vanding og gødning

Bjergliljen skal have rigeligt vand og nogen gødning i vækstsæsonen forår og sommer, men ellers stå ret tørt.

 

Jord og omplantning

Jorden skal være let sandblandet kompost med godt dræn i bunden af potterne. Man tager løgene op efter nedvisningen sidst på sommeren og planter dem igen i oktober.

 

Beskæring

Ingen.

 

Formering

Ixiolirion kan formeres ved sideløg, som fradeles sidst på sommeren, men ofte er de små løg vanskelige at overvintre. Det går lettere med frø, som udsås i små potter om foråret.

 

Miljø

Bjerglilje er en smuk og ret sjælden plante, som kan dyrkes på friland ved en sydmur, men det er også en spændende stueplante, selvom den kræver lidt omhu. Desuden er den meget holdbar til afskæring og særdeles dekorativ i større blomsterarrangementer.


Bjerglilje - Ixiolirion

En stor krukke med lxiolinon er meget smuk udenfor eller i vinterhaven sammen med andre planter.


Bjergliljen bryder sig ikke om for megen fugt

Ixiolirion er en slægt af løgplanter, som kun findes i ganske få arter, men inden for arterne er der en kolossal variation. Man har kaldt den Bjerglilje, men egentlig er den en steppeplante. Vildtvoksende finder man den på de udbredte stepper i det centrale Asien lige fra Tyrkiet over det nordlige Iran og Turkmenistan til Mongoliet. Her er der ofte koldt om vinteren, og jorden kan være dækket af sne i lange perioder, men der er tørt undtagen om foråret, da det brune, visne græs forvandles til en lysegrøn slette, og de utallige løgplanter skyder frem af jorden i en festlig farvesymfoni.


Pas på med væde

Når Bjergliljen har svært ved at overvintre på friland herhjemme, så skyldes det egentlig ikke, at den ikke kan tåle kulden, men fordi den næsten altid får det for fugtigt i vores våde vinter med skiftevis frost og tø. Løget, der kan blive omkring 3 cm i diameter og foroven har en lang, smal hals ligesom mange andre løg i Narcisfamilien, tåler ikke megen fugtighed omkring sig undtagen i forårsperioden, hvor det suger til sig og opsender en dusk smalle, mørkegrønne blade, som mest af alt ligner en tot græs.


Flere blomster på hvert løg

Hvis løgene er tilstrækkelig store, kommer der dog også adskillige blomsterstilke, som kan blive 4050 cm i højden og bærer smukke, stjerneformede blomster i åbne skærme. Hver blomst bliver 4-5 cm i diameter og ender forneden i et langt kronrør. De er meget varierende i farven. Nogle er næsten hvide, mens andre er lyseblå, lavendelblå eller lilla.


Nogle arter

Ixiolirion kolpakowskianum har blegblå eller næsten hvide blomster på 30 cm høje stængler i maj-juni. Den er dog sjælden i kultur.

Ixiolirion tataricum, der tidligere hed Ixiolirion montanum, får lyst eller mørkt lavendelblå blomster på 40-50 cm høje stilke, og er den mest almindelige art.


Bjerglilje - Ixiolirion

Bjergliljen året rundt


Oktober februar Man lægger løgene i oktober, helst i dybe potter, så der både er plads til rodnettet og planterne får en god støtte, når de 40-50 cm lange stilke skyder frem. Der skal være grus eller potteskår i bunden af potten, og jorden må være let og veldrænet, gerne sandblandet kompost.

Man behøver ikke at vande. Potterne opbevares køligt, men frostfrit.


Marts juni

Sidst på vinteren stiller man potterne frem i lyset og gennemvander grundigt. Nu skal man have gang i væksten, og det varer ikke længe, før de første skud kommer frem. De skal stå køligt, indtil de første blomsterknopper viser sig, men derefter sætter man dem ind i varmen. Planterne passes med vand tilsat en svag gødningsopløsning.


Juli september

Nu skal løgene have tid til at modne. Man ophører med at gøde og nedsætter efterhånden vandtilførslen. Når bladene er visnet helt ned, tager man løgene op til undersøgelse for plantesygdomme og derefter tør og kølig opbevaring til lægningen i oktober.


PLANTEDOKTOREN


Løgråd giver ringe vækst, og løg som er bløde i bunden. Syge løg kasseres.


Gråskimmel viser sig som ringe vækst, sorte bladspidser, undertiden små, sorte pletter (hvileknolde) på løgene. Løgene afsvampes med svampegift eller kasseres.


Løgmider er små, vandklare mider, i reglen kun i sårede løg. Nedsænkes i en opløsning af insektgift.


Virus giver bladene gulgrønne striber og pletter. Sygdommen overføres bl.a. ved bladlus. Sygdommen er uhelbredelig. Kasser løgene.


Nematoder eller ål, som de også kaldes, giver skæve og misdannede skud. Bekæmpes ved nedsænkning af løgene i 3 timer i vand, der er 43,5°C. Vandet skal være tilsat en svampegift.


Bjerglilje - Ixiolirion



 

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (10 stemmer)
Siden er blevet set 6.396 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Hvem vil du helst have som ny statsminister?
Effektiv reklame - klik her