Logo

Koralbusk - Erythrina crista-galli

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Koralbusk - Erythrina crista-galli

 

Koralbusk er en smuk og frodig "ærteblomst" med imponerende koralrøde blomster i lange klaser om sommeren. Den visner væk fra jordens overflade om vinteren men skyder igen hvert forår.

 

Koralbusk - Erythrina crista-galli

Blomsterstand på en frit udplantet Koralbusk.

 

INDKØBSTIPS

Koralbusk ses sjældent i handelen, men ofte kan man få et skud eller en roddel af en bekendt, som har planten. Gamle planter har nemlig godt af at blive udtyndet

 

Livslængde: Koralbusk kan blive mange år gammel, hvis den overvintres rigtigt

 

Sæson: Blomstrer om sommeren.

 

Sværhedsgrad: Ikke svær, men ret pladskrævende.

 

KORTE RÅD

Størrelse og vækst

Koralbusk har en voldsom vækst, og for at komme helt til sin ret må den have 1-1,5 meter til at udfolde de 3-8 stængler, der udvikles på en voksen plante.

 

Blomstring og duft

Blomsterne kommer, når skuddene er modne efter 2-2 1/2 måned. De er koralrøde og har en meget speciel og smuk facon. Bælgen er indsnøret mellem frøene. Duften er ganske svag.

 

Lys og temperatur

Koralbuskens blomster kræver fuldt sollys for at blive perfekte. Rødderne skal opbevares frostfrit i vinterhalvåret, ligesom Dahliaknolde. Fra midten af april stilles planterne ved 10-15 gr. C under lyse forhold, så væksten startes.

 

Vanding og gødning

Vandingen skal være rigelig i sommertiden, men om vinteren holdes planterne helt tørre i plante beholderen. Er knoldene taget op af jorden, bør de pakkes ned i en plastpose med tør spagnum. I sommertiden gødes hver uge med vandingsvandet.

 

Jord og omplantning

Koralbusk kræver en næringsrig, porøs jord med godt dræn. Brug almindelig pottemuld iblandet 1/3 grus eller groft sand. Hvert forår omplantes de tykke rødder i ny, næringsrig jord, før væksten sættes i gang.

 

Beskæring

Efter sommerens vækst og blomstring skæres planten helt tilbage. Når de nye skud bryder frem. kan man, hvis pladsforholdene er begrænsede, udtynde skudantallet ved at klippe lige ved basis. Gamle planter har godt af at blive udtyndet.

 

Formering

Koralbusk kan formeres både ved deling af de tykke rødder, ved skud og ved frø. Se nedenfor.

 

Miljø

Koralbusk er meget smuk i blomstringstiden om sommeren enten inde i en lys sommerstue, i vinterhave eller ude på terrasse eller altan.


Koralbusk - Erythrina crista-galli

Skud af Erythrina cristagalli, hvor det tydeligt ses, at skuddene afsluttes med en tæt fakkel af koralrøde blomster. Billedet er taget om aftenen, og det ses, at bladene er begyndt at folde sig sammen, som også Kløver og andre ærteblomstrende planter gør.

 

Koralbusken spændende og anderledes

Koralbusken er en af de ejendommeligste blandt ærteblomsterne. Den tilhører en slægt med over 100 tropiske og subtropiske arter. De fleste er træer eller buske, men denne art er nærmest en staude, fordi skuddene visner ned om efteråret. Der findes arter, der er træagtige, men hvor hele det træagtige er under jorden og kun blomsten kommer op. De kaldes "plovbrækkere".

 

Lysende, koralrøde blomster

Koralbuskens blomster er lysende koralrøde og sidder i lange klaser, men selve "ærteblomsten" mangler vinger og er kølformet med en stor honningsæk. I naturen bestøves de af fugle, der tiltrækkes af de kraftige farver.

 

Oprindelig brasiliansk

Arten stammer fra Brasilien, men har været dyrket længe på forskellig måde. Hvert forår skyder de kraftige skud op fra de tykke, kødfulde rødder, og væksten afsluttes med en imponerende rød fakkel af koralrøde blomster i klase.

 

God plads nødvendig

Koralbusken har en kraftig vækst og kan skyde 3-8 stængler på hver voksen plante. De kan blive mellem 1 og 1.5 meter høje, og bredden kan let blive det samme. Derfor dyrkes planten bedst i store plantebeholdere, som kan rumme 20-25 liter jord. Grenene er ret tykke og forsynet med baktorne. Bladene er trekoblede og folder sig sammen ved aftenstide ligesom kløver og andre ærteblomstrende planter.

 

Mange muligheder med Koralbusken

I en stor plantebeholder får man størst glæde af Koralbusken. I vintertiden anbringes den i en frostfri kælder uden vanding. I april begynder man at vande jorden, og så vil den hurtigt skyde nye skud. Man kan sagtens nyde planten i en lys stue, men kan man stille den i vinterhave eller drivhus, vil det fremskynde blomstringen. I midten af maj kan den flyttes ud på terrassen, altanen eller i haven, og så får man blomster i juli eller august.

 

Koralbusk - Erythrina crista-galli

PLANTEDOKTOREN

Koralbusk er en sund plante, fordi den hvert år fornyr sig fra grunden.

Bladlus og mellus (hvide fluer) kan komme i sommertiden. Ude pa terrassen kan man skylle dem af med en kraftig vandstråle. Indendørs bekæmpes de lettest med et ufarligt pyrethrum-middel.

 

Dyrkning af Koralbusk

Koralbusken har tykke rødder, som kan overvintres ligesom Dahliaknolde. D.v.s. at man kan tage dem op, når planten er blomstret af, og opbevare dem i tør spagnum i en frostfri kælder. Man kan også lade dem blive i potten, som holdes helt tør.

 

Koralbusk - Erythrina crista-galli

Rødderne kan deles Hen på foråret kan man dele de tykke rødder med en skarp kniv. Det er dog en forudsætning, at der er en levende knop på hver roddel, hvis den skal blive til en ny plante. Hver roddel plantes for sig en stor beholder med pottemuld iblandet 1/3 grus eller groft sand. I bunden lægges Leca eller småsten som dræn. Når væksten er i gang, kan man også afskære et skud med lidt rod og plante det for sig selv. Når det er godt i vækst, kan det evt. udplantes. Sådanne stiklinger blomstrer dog først året efter. Frø sås inde i januar, og småplanterne pottes op, efterhånden som potterne bliver for små.

 

Koralbusk - Erythrina crista-galli

 

Koralbusk udenfor

Koralbuskens tykke rødder er næsten i stand til at tåle en dansk vinter af den milde slags. Plantes de lige op ad et hus med opvarmet kælder, klarer planterne sig, og hvert år i maj skyder de kraftige, særprægede skud op med deres langstilkede trekoblede blade. Blomstring i september.

 

I vinterhave

I en vinterhave kan Koralbusken stå hele året, men hvert forår må den skæres helt ned til grunden. Inde vil den blomstre først på sommeren.

 

Koralbusk - Erythrina crista-galli

 


 

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (5 stemmer)
Siden er blevet set 6.359 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Hvem vil du helst have som ny statsminister?
Effektiv reklame - klik her