Logo

Stue-Katost - Anisodontea capensis (tidl. malvastrum capense)

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Stue-Katost - Anisodontea capensis (tidl. malvastrum capense)

 

Stuekatost eller Kærlighedstræ, som planten kaldes sydpå, er en yndig plante, som tidligere var meget populær. Siden gik den i glemmebogen nu er den på vej ind i vore stuer igen.

 

Stue-Katost - Anisodontea capensis (tidl. malvastrum capense)

Blomsterne er blegviolette med røde tegninger.

 

INDKØBSTIPS

Sunde planter har friskgrønne blade og mange blomsterknopper, når de købes i april-maj.

— Livslængde: Stuekatost kan blive ved med at trives i mange år, hvis planten får tilstrækkelig med lys og luft om sommeren og ikke står for koldt om vinteren.

— Sæson: Blomstrer uafbrudt i sommerhalvåret.

— Sværhedsgrad: Nem.

— Kaldes også: Kærlighedstræ og Stikkelsbærplante.


KORTE RÅD

Størrelse og vækst

Stue katost eller Kærlighedstræ kan blive 150 til 200 cm høj, når planten stammes op og passes godt. Buskede planter bliver i reglen 50 til 70 cm høje med rigt forgrenet, kegleformet vækst.

Blomstring og duft

Blomsterne er rosenrøde og bliver ca. 2 cm store. De har ingen særlig duft, men de let klæbrige blade har en svag, behagelig duft.

Lys og temperatur Stuekatost kræver rigelig med lys hele året. Den kan stå ude om sommeren på en beskyttet, lun plads. Den trives ikke i skygge og overvintrer bedst ved ca. 15 gr. C.

Jord og omplantning

Stue katost omplantes tidligt forår. Rødderne skal have rigelig potterum, og planten trives bedst i en nærende jord, der for eksempel kan bestå af lige dele bladjord og kompost, samt lidt grus eller groft sand.

Vanding og gødning

Der vandes rigeligt hele sommeren, og planterne bruses jævnligt over med vand. Om sommeren gives kun vand, når pottejorden er helt tør. Fra marts til september vandes 1 gang om ugen med en mild blandingsgødning. I vinterhalvåret gødes ikke.

Beskæring

Inden den nye vækst begynder om foråret, skæres grenene tilbage. De nyudviklede kviste kan knibes, hvorved væksten bliver mere tæt. Stuekatost kan ved beskærig formes til små træer.

Formering

Formeres ved frø eller stiklinger (se nedenfor)

Miljø

Er dekorativ som enkeltstående lille træ på terrasse eller altan om sommeren. Er også velegnet til lyse vinterhaver, hvor temperaturen ikke bliver for lav om vinteren. I et solfyldt vindue er den buskformede Stuekatost en ideel potteplante.

 

Stue-Katost - Anisodontea capensis (tidl. malvastrum capense)

 

Stuekatost kaldes også Kærlighedstræ

Stue katost var tidligere en mere almindelig dyrket potteplante, som voksede i mange hjem sammen med Geranier og engelske Pelargonier.

Senere gik planten i glemmebogen, men nu er den atter ved at være kendt, og det er den smukke plante også værd.

Sydpå har den konstant været populær og mange turister har haft stiklinger med hjem især efter at have hørt dens navn der: Kærlighedstræ.

 

Smuk og overdådig

Løvet er frisk grønt, væksten tæt, og blomstringen overdådig hele sommeren. Desuden er planten robust og tåler at blive beskåret og formet som et lille træ.

Som sådan kan den nemt tage konkurrencen op med opstammede Fuchsia og Margeritter og kan ligesom disse vokse udenfor på altan og terrasse hele sommeren.

Fra Sydafrika

Stue katost stammer fra Sydafrika, hvor den vokser som en rigt forgrenet busk.

Bladene er lidt klæbrige, svagt duftende og med en kantet form, der minder lidt om stikkelsbærblade. Blomsterne sidder 1 til 2 sammen på stilke i bladhjørnerne. De er ret små og rosenrøde. Om sommeren blomstrer planten uafbrudt, mens blomstringen er mere sparsom på andre tider af året. I Spansktalende lande kaldes Stuekatost  'árbol de amor', Kærlighedstræ. Et velvalgt navn til den smukke plante.

 

Formering af Stuekatost

Stue-Katost - Anisodontea capensis (tidl. malvastrum capense)

 

Tag stiklinger forår eller sensommer

Stuekatost formeres mest almindeligt ved stiklinger, der skæres om foråret fra blødt træ eller i juli-august fra halvmodent træ. De stikkes i potter eller kasse i en let, men fugtig jord og stilles på mild undervarme.

 

Stue-Katost - Anisodontea capensis (tidl. malvastrum capense)

Kassen eller potten dækkes med plast, der stives af så hver stikling står frit. Temperaturen under roddannelsen skal være 20 til 22 °C. Så snart rødderne begynder at udvikles, fjernes plasten fra planterne. Efter roddannelsen pottes de unge planter over i hver sin potte i en let, men næringsrig jord. l løbet af sommeren knibes skudspidserne nogle gange, hvorved væksten bliver mere tæt. l varme perioder flyttes planterne til et beskyttet sted på friland. Om vinteren skal de stå ved 15 °C.

 

Formering ved frø

Frøformering sker bedst om foråret i marts-april. Spiringen tager 1 til 2 uger ved ca. 20 °C. I maj-juni pottes planterne om i en let, nærende jord. De stilles på friland om sommeren og flyttes ind igen i september. Det er meget vigtigt at planterne overvintrer ved 14-15 °C. Ved lavere temperaturer visner de.

 

Stue-Katost - Anisodontea capensis (tidl. malvastrum capense)

 

PLANTEDOKTOREN

—Rødt spind. Stue katost angribes nemt af røde spindemider, når luften er for tør. Angreb forhindres ved hyppige oversprøjtninger med rent vand. Angrebne planter isoleres og sprøjtes med et bekæmpelsesmiddel mod rødt spind.

— Planterne tørrer ind og visner i løbet af vinteren, når de overvintrer ved lavere temperaturer end 12-15 °C.

— Planterne udvikler ingen knopper og blomster, eller de falder af når Stuekatost ikke står lyst og luftigt. Stil planten så lyst som vel muligt og gerne ude om sommeren på en beskyttet plads.

 


 

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (2 stemmer)
Siden er blevet set 6.561 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Når du skal lave mad, hvad bruger du så?
Effektiv reklame - klik her