Logo

Tigerblomst - Tigridia pavonia

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Tigerblomst - Tigridia pavonia

 

Tigerblomst er en knoldplante med farvestålende blomster. Hver blomst holder kun en enkelt dag, men der er flere blomster på hver stilk, og de springer ud efterhånden.

 

Tigerblomst - Tigridia pavonia

Tigridia har en fantastisk blomst her ceriserød med vinrøde pletter på lys baggrund. Blomsten holder kun en enkelt dag, men flere blomster springer ud efter hinanden.

 

INDKØBSTIPS

— De små, aflangt ægformede knolde skal være hårde at føle på, når man køber dem.

— Livslængde: Flere år ved omhyggelig pasning.

— Sæson: Blomstring i august-september.

— Sværhedsgrad: Kræver nogen pasning.

 

KORTE RÅD

Størrelse og vækst

Tigerblomst er en knold plante med ret få, Irislignende grønne blade. Blomsterstænglen bliver 30-50 cm høj.

Blomstring og duft

Den blomstrer i augustseptember med store, eksotisk farvestrålende blomster, der dog sjældent holder mere end en dag. Duften er ubetydelig.

Lys og temperatur

Kræver meget lys i vækstperioden fra april til september, men pas på, at jordtemperaturen ikke bliver alt for høj. Så svigter blomstringen.

Vanding og gødning

Rigelig vanding og gødning i vækstperioden. Knoldene opbevares tørt om vinteren.

Jord og omplantning

Jorden skal være let, veldrænet og næringsrig. Knoldene plantes i marts-april.

Beskæring

Ingen.

Formering

Ofte dannes der småknolde, som kan bruges til formering, men Tigerblomst kan også frø formeres med såning om foråret.

Miljø

En spændende, farvestrålende eksotisk blomsterplante, der ikke dyrkes meget, fordi blomstringen er kort. Planter man mange sammen, får man dog et prægtigt resultat.

 

Tigerblomst - Tigridia pavonia

Gule Tigridia-blomster med vinrøde pletter de er rigtig "tigrede". Læg mærke til de kønne, græslignende blade.

 

Tigerblomsten er utrolig smuk -men bruges ikke så meget

Der findes flere arter af slægten Tigridia, men de fleste har små blomster og dyrkes kun sjældent. Tigridia pavonia, der stammer fra det mexicanske højland, er imidlertid en meget farvestrålende art med 10-12 cm store blomster, og den har været dyrket i Europa siden 1796. Man har endda rendyrket enkelte sorter.

 

Tigerblomst med leopard-pletter

Tigridia kommer af det latinske tigris, der betyder tiger. Blomsterne er dog ikke tigerstribede, snarere leopardplettede. Pavonia er afledt af pavo, der betyder påfugl, og det skyldes, at blomstens ydre kronblade har en vis lighed med påfuglehaler. Tigerblomst er en knoldplante i familie med Iris, og de grønne blade er sværdformede som hos Iris, men i reglen fremkommer der ikke ret mange af dem.

 

Kraftige stilke

Blomsterstilkene er kraftige og gerne 30-50 cm høje. De bærer 4-6 blomster hver, men blomsterne folder sig ud en ad gangen, og som regel holder den enkelte blomst kun en dag. Den har 6 kronblade, yderst tre store, der hos arten er flot skarlagenrød på det yderste stykke, men gul forinden. De tre inderste kronblade er mindre, men det er dem, som er eksotisk plettede, og dermed giver hele blomsten karakter.

 

Tigerblomst - Tigridia pavonia

Årsrytmen er vigtig

 

Marts-april

Man lægger knoldene, gerne flere sammen, i potter med en let og veldrænet, næringsrig jord. Der skal være rigeligt med potteskår i bunden, og man kan blande jorden af lige dele fin kompost, sphagnum og sand. Plantedybden skal være 5-8 cm efter knoldenes størrelse.

 

Maj-juli

Pottejorden holdes jævnt fugtig. Det er bedst at vande med afkalket vand, og når planterne er i god vækst, tilføres der flydende plantegødning en gang om ugen. Tigerblomst kræver meget lys, men hvis den står i et sydvendt vindue, skal man passe på, at pottejorden ikke bliver for varm. Afskærm derfor selve potten.

 

August-september

Blomstringstid. Ganske vist holder de enkelte blomster kun kort, men har man mange knolde, og står potterne ikke alt for varmt, kan man have blomster i 4-6 uger.

 

Oktober-november

Efter afblomstringen visner de grønne blade også, og nu tager man knoldene op til tørring. Har de dannet små sideknolde, kan man sortere dem fra og bruge dem til formering næste forår. De må ikke tørre så stærkt ind som de gamle knolde. Dem hænger man op i toppen i små bundter på et mørkt sted med gennemtræk, så de tørrer hurtigt. Når de føles tørre, fjerner man toppen og den sidste jord og eftertørrer et par dage på et lunt sted. Endelig pakkes de i tør sphagnum og opbevares vinteren over ved 8-10 °C.

 

December-februar

Alle knolde opbevares i tør sphagnum ved 8-10 °C, men småknoldene skal ligge for sig selv, så man kan "så" dem i en særlig potte om foråret.

 

Tigerblomst - Tigridia pavonia

PLANTEDOKTOREN

— Gule bladspidser skyldes overvanding. Jorden skal kun være let fugtig og må aldrig være gennemvåd i længere tid.

— Blomsterknopperne visner uden at folde sig ud. Pottejorden har været udtørret på et tidspunkt i udviklingen.

— Bladene visner og trevler op forneden. Tørforrådnelse. En svampesygdom. Kasser syge planter og giv resten en behandling med svampemiddel.

— Grå, lådne belægninger på knopper og blade. Gråskimmel. En svampesygdom. Bekæmpes med svampemiddel.

— Lange blade, ingen blomsterknopper. Planterne er drevet for hurtigt og varmt.

 


 

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (2 stemmer)
Siden er blevet set 6.368 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Hvem vil du helst have som ny statsminister?
Effektiv reklame - klik her