Gloxiniefamilien - Gesneriaceae
Vildformen af gloxinie stammer fra Brasiliens tropiske
skove. De dyrkede formers blomsterfarve kan være hvid, gul, rød, blå og lilla.
Der er også fremavlet former med lyse striber, afvigende farvet rand og pletter
på blomsterne. Blomstringstiden er fra maj til begyndelsen af august. Gloxinie
skal have et lyst, varmt voksested med ikke for lav luftfugtighed. Direkte
solskin bør undgås.
Planten skal regelmæssigt overbruses med tempereret blødt
vand og vandes moderat. Efter blomstringen kan vandtilførslen nedsættes.
Knoldene kan overvintres i urtepotten ved 10-15 °C, når
bladene er faldet af. Knoldene må ikke tørre ind og skrumpe.