Japansk Kaprifol er en robust og næsten vinterhårdfør
slyngende busk, som dyrkes for sine nette blades skyld. Det er en god plante til
lidt kølige stuer og vinterhaver.
Der er noget graciøst og fint over Japansk Kaprifols blade
og stængler. Den dyrkes for de nette blades skyld.
INDKØBSTIPS
Japansk Kaprifol findes af og til i handelen som småplanter
hos blomsterhandler eller planternarked. Kun varieteten 'Reticulata' har
interesse.
Livslængde: Kan blive mange år ved den rette pleje. Let at
tage stiklinger af.
Sæson: Hele den lyse årstid fra februar/marts til oktober.
Sværhedsgrad: Ikke svær, når man overholder
temperaturkravene om kølighed.
KORTE RÅD
Størrelse og vækst
Japansk Kaprifol er en smuk slyngende bladplante med ægformede
blade med gyldne nerver. Stænglerne er rødlige. Tilvæksten er stor på en
sommer, og planten skal regelmæssigt formes med saksen.
Blomstring og duft
Det er yderst sjældent, at Japansk Kaprifol blomstrer under
de forhold, vi kan give.
Lys og temperatur
Japansk Kaprifol skal have meget lys hele året for at bevare
den smukke bladfarve. Dog er alt for brændende sommersol for meget af det gode.
Skyg let. Om sommeren kan planten stå ude eller inde i et luftigt, køligt rum
om vinteren overvintrer den bedst køligt ved 10-12 °C, men kan dog også tåle
nogen frost.
Vanding og gødning
Om sommeren må planten ikke tørre for meget ud, og den
vandes og gødes regelmæssigt afhængigt af vejret. I vintertiden, ved kølig
placering, vandes næsten ikke, og der gødes slet ikke.
Jord og omplantning
En almindelig let og porøs pottemuld med spagnum er bedst.
Sørg for godt dræn i bunden af potten. Ompottes om foråret, når potten er for
lille.
Beskæring
I februar har planten godt af en forårsbeskæring, hvor alle
tynde skud fjernes.
Formering
Formeres ved stiklinger både urte- og træagtige. Se nedenfor.
Miljø
Japansk Kaprifol er en dekorativ slyng- eller ampelplante
til kølige rum og vinterhaver. Den er også dekorativ ude på terrassen om
sommeren.
Planten kommer fint til sin ret, hvis den vokser på
ståltrådsbøjle eller espalier.
Japansk Kaprifol - dyrkes
for bladenes skyld
Japansk Kaprifol er en meget robust grøn plante, der slynger
sig, så den kan bruges enten på espalier eller som ampelplante. Den kan endda
tåle lidt frost, og er derfor god til uopvarmede vinterhaver og udestuer, hvor
den kan bruges ligesom f. eks. Vedbend.
Også udenfor
Udendørs kan den også bruges på beskyttede steder f. eks. ved
en let skygget sydmur, hvor den dog må vinterdækkes omhyggeligt. Dyrkes planten
indendørs, er den stedsegrøn, mens den ved overvintring udenfor taber bladene,
men kommer igen om foråret med nye skud og blade. Det er dog naturligt, at
planten taber nogle af bladene om vinteren, selv om den står indendørs.
Det er egentlig kun varieteten 'Reticulata', som har
interesse for den professionelle gartner og er derfor også den eneste, som med mellemrum
kan findes i handelen ofte bundet til et lille espalier eller en stok. Den er
også ret anvendt til sammenplantninger.
Smukke gule
bladnerver
Slægten Lonicera kaldes Gedeblad, og Lonicera japonica
kaldes af og til for Stuegedeblad. Stænglerne er rødlige, og bladene er grønne,
nærmest ægformede med gule bladnerver. Man kan godt bruge planten som klatrende
plante, men den må bindes op, så rankerne ikke filtrer sig ind i hinanden. For
at holde en smuk plante, er det normalt nødvendigt at tilbageskære de tynde skud
i februar/marts, og det er også et udmærket tidspunkt at lave stiklinger, hvis
man har lyst.
Formering og pasning
Japansk Kaprifol kan formeres ved både urteagtige og
træagtige stiklinger forår og sommer. Endda stængelstykker kan anvendes.
Der stikkes 4-5 stiklinger sammen i hver potte, og jorden skal
være almindelig fugtig pottemuld med spagnum.
Planterne skal nu stå ved 12-15 °C i let skygge og slår rod på
3-4 uger.
Herefter placeres de lysere, på en plads hvor rankerne kan
falde frit.
God vanding i
vækstperioden
I vækstperioden skal der vandes godt, og planterne må ikke
tørre for meget ud. Der vandes med hvergangsgødning i vandet i hele den lyse
årstid, hvor planterne tåler temperaturen i en luftig sommerstue gerne ved et
vindue der ofte står åbent eller eventuelt udenfor i udestuen eller på
terrassen.
Overvintring
Hen på efteråret skal planterne ind igen og overvintre ved 10-12
°C på en ret lys plads. Nu skal de vandes meget sparsomt og slet ikke gødes.
Har man mange planter, er det værd at prøve at plante nogle
af dem ud på en lun plads og lade dem overvintre ude med vinterdækning af gran.
PLANTEDOKTOREN
• Hvis man overvintrer Japansk Kaprifol køligt ved omkring
10 ° C, angribes den normalt ikke af sygdomme og skadedyr. Ved varmere og noget
tør vinterplacering kan der forekomme angreb af spind.
• Bladene bliver gullige og tabes efterhånden. Ser man
nærmere efter, er der spindelvæv i bladvinklerne og under bladene. Et
begyndende angreb af spind, kan planten af og til selv klare, hvis den spules med
en hård vandstråle nogle gange og stilles ved den rette temperatur. Er angrebet
mere fremskredent, er det ofte nødvendigt at kassere planten af hensyn til
smittefaren. Bekæmpelse med kemiske midler kan forsøges.
• Bladlus kan forekomme, især i en bladlusesommer, når
planten står udenfor. De spules væk med vand, eller bekæmpes kemisk.