Dracunculus vulgaris er en sommerblomstrende knoldplante,
der er mere særpræget end egentlig smuk, men på den rette placering kan den
være meget effektfuld og dramatisk.
Hylsterbladet blivet slapt og krøller sig sammen, når frøene
udvikles. De skal sås straks efter modningen, hvis man vil have nye planter.
INDKØBSTIPS
Det er ikke altid nemt at finde Dragerod. Lettest er det nok
at få fat på en knold i det tidlige forår og selv plante den.
Livslængde: Bruges ofte som etårig, men knolden kan danne en
ny plante, hvis den gamle har fået lov at nedvisne i ro og mag, og knolden er
overvintret korrekt.
Sæson: Fra for til sensommer.
Sværhedsgrad: Kan være vanskelig, hvis det ikke lykkes at
skabe god luftfugtighed.
KORTE RÅD
Størrelse og vækst
Dragerod bliver ret omfangsrig og høj. Alene kolben og
hylsterbladet bliver 30-40 cm langt. Bladene er ret store, på stilk og fylder
pænt.
Blomstring og duft
Blomsterne er samlet i en kolbe, der er omgivet af et
hylsterblad. Farven på begge dele er violet til rødvinsfarvet og ret speciel.
Duften er ikke altid helt behagelig. Blomsten kommer naturligt i
sommerperioden.
Lys og temperatur
Planten er ikke særlig lyskrævende, og den tåler ikke
direkte sollys. Den trives fint i moderat skygge. En sommertemperatur omkring
20° er ideel. Overvintring ved 8-12°C.
Vanding og gødning
Planten må aldrig tørre helt og aldeles ud, og om sommeren
har den brug for ret meget vand. Giv flydende gødning en gang om ugen i
sommertiden. De overvintrende rodknolde holdes lige akkurat fugtige men gødes
ikke.
Jord og omplantning
Almindelig pottemuld er udmærket. Plant om hvert forår, når
knolden sættes igang. Sørg for godt dræn i bunden.
Beskæring
Klip visne eller grimme blade af ved basis.
Formering
Via frø, der sås hurtigst muligt efter modningen.
Miljø
Dragerod er en yderst særpræget plante, som kræver enkle
omgivelser for at virke på den rette måde. Der er noget dramatisk over farverne.
Dramatisk og flot. Måske en anelse uhyggelig, vil nogen
synes. I hvertfald opsigtsvækkende!
Dragerod - dramatisk
og særpræget
Dragerod hed tidligere på latin Arum dracunculus og tilhører
Arum-familien, selvom den nu er udskildt som en selvstændig slægt.
Det er en plante, som trives i en vinterhave eller udestue,
og den kan være en meget effektfuld dekorationsplante i en flot keramikskål
eller lignende inde i en stue, mens den blomstrer.
Drageroden stammer oprindeligt fra det centrale og østlige
middelhavsområde. Der findes en anden art, som også kaldes Dragerod,
Dracunculus canariensis på Kanarieøerne.
Ikke alle kan lide
den
Enten synes man Drageroden er flot og særpræget, eller også
synes man absolut ikke om den. Mere avancerede blomsterdekoratører finder den
yderst effektfuld, og den er mere eller mindre blevet genopdaget i de seneste
år. Da den ikke er særlig lyskrævende, kan den anvendes mange steder.
En knold, som plantes
Drageroden er en knoldplante, og man lægger knolden i jorden
i april i ca. 5 cm's dybde og placerer potten i en udestue eller i et værelse
hvor man ikke har fuld varme på. Bladene, som kommer, er smukke, delte, ret
store, og de enkelte bladafsnit har smukt tegnede nerver og er ofte
hvidplettede, både på bladafsnit og bladstængel.
En meget speciel
blomst
Blomsterne er samlet i en kødfuld blomsterstand, en kolbe,
der er omgivet af et enkelt kronbladslignende hylster. Kolben er violet, mens
kronbladet er lilla til rødvinsfarvet på indersiden og mere grønligt yderst.
Hylsteret er imponerende, op til 30-40 cm langt, men
blomsten får desværre en lidt ubehagelig lugt. Duften er der for at lokke de
insekter til, som klarer bestøvningen. Blomsterstanden og hylsterbladet
fungerer som en fælde for besøgende insekter, og de slippes først løs igen, når
bestøvningen er fuldbyrdet. Efter bestøvningen, når støvfangerne visner, åbner
støvknapperne sig og overpudrer de indfangne insekter med støv, derefter
skrumper den glatte overflade sammen på hylsterbladets inderside, og insekterne
får mulighed for at komme ud.
Hylsterbladet bliver herefter hurtigt slapt og krøller sig
let sammen omkring kolben. Herefter udvikles frøene, som, hvis de sås ret
hurtigt, kan blive til nye planter.
Sådan vokser Dragerod i naturen.
Dragerodens årsrytme
Forår
I april lægges knolden i en god stor potte i ca. 5 cm's
dybde. Sørg for godt dræn i bunden i form af småsten eller Leca og brug
almindelig pottemuld. Vand potten igennem og stil den et skygget sted ved 12-16°C.
I løbet af nogle uger vil bladene begynde at vise sig.
Sommer
I sommertiden viser blomsten sig. Sørg for høj
luftfugtighed. Højbladet tåler ikke så godt vand på sig, pas på med
overbrusninger. Pas på at planten aldrig tørrer helt ud, det tåler den ikke i
denne tid. Giv flydende gødning en gang om ugen. Pas på med direkte sol.
Efterår og vinter
Fra sensommer til hen på efteråret afmodner planten. Den
sætter frø og de grønne dele visner ned, hvis man stopper med at vande
gradvist. Frøene kan sås i potter med fugtig pottemuld med det samme og stilles
et skygget sted. Småplanterne overvintrer lyst og ret køligt.
Knolden overvintres næsten tørt i pottejorden ved 8-12°C. I
marts/april det følgende år afpudses knolden og plantes på ny.
PLANTEDOKTOREN
Bladene hænger og får brune bladrande i sæsonen.
Omgivelserne er for kølige. Det er sandsynligvis nattemperaturen det er galt med.
Tørre, visne blade. Træk eller tør luft. Planten kan godt
lide fugtig luft. Stil evt. potten på en stor underskål med vanddækket raid i
bunden.
Rådne stængler og blade kommer ved overvanding. Vand
regelmæssigt og lad planten tørre en anelse før der igen vandes.
Bladlus kan angribe Drageroden. Spul planten, og forsvinder
lusene ikke, bruges et kemisk middel.