Denne Primula er en ren art med ret små, gule blomster, hvis
kron- blade danner en lille skål. Blomsterne dufter meget fint. Hulkravet
Kodriver blomstrer naturligt i maj-juni.
Blomsterne er ret små og gule. De sidder i nedadvendte
klaser, og blomsterne løfter sig lidt, når de folder sig ud.
INDKØBSTIPS
De grønne blade skal være saftspændte og fejlfri, men ofte
får man de bedste planter ved selv at formere dem ved frø.
Livslængde: Hvis man overvintrer planterne udendørs, kan de
holde i flere år, men ofte anvendes de som engangsplanter.
Sæson: Blomstringen falder i maj-juni.
Sværhedsgrad: Nem som enårig, noget vanskeligere som
flerårig.
KORTE RÅD
Størrelse og vækst
Hulkravet Kodriver er en flerårig plante med friskgrønne
blade og en blomsterstængel, som bliver 20-25 cm høj.
Blomstring og duft
I modsætning til mange andre Primula-arter har Hulkravet
Kodriver en fin duft. Den blomstrer i maj-juni.
Lys og temperatur
Planten skal stå lyst, men helst ret køligt, så blomsterne
kan holde længe. I blomstringstiden må temperaturen gerne være 15-18°C.
Vanding og gødning
Pottejorden skal altid være fugtig, men aldrig våd. Der
gødes først efter afblomstringen.
Jord og omplantning Opgrave r man planter til potning fra
haven, skal det ske om efteråret, så de får tid til at udvikle et rodnet i
potten inden foråret. Man kan omplante umiddelbart efter afblomstringen. Jorden
bør være en blanding af lige dele muld, tørvejord og sand eller grus.
Beskæring
Hvis ikke man vil formere planterne ved frø, bør man fjerne
visne blomster umiddelbart efter afblomstringen.
Formering
Ved deling, eller udsæd af frø.
Miljø
Hulkravet Kodriver skal helst stå ret køligt i
blomstringstiden, og da den tilmed tåler mere sol end de fleste andre Primula,
egner den sig derfor bedst til altan eller terrasse. Har man den i stuen,
trives den bedst hvis den står køligt i et nordvendt vindue med godt lys.
Hulkravet Kodriver -
en yndig, vildtvoksende Primula-art
Hulkravet Kodriver findes vildtvoksende fra det østlige
Asien over Centralasien og Lilleasien til Europa, hvor man kan finde den
overalt, undtagen i de aller nordligste områder.
Den har ret små, gule blomster, der sidder i en lille skærm
for enden af en 20-25 cm lang, fløjlshåret blomsterstilk. Den inderste del af
kronbladene danner et langt rør, som forsvinder ned i blomsterbægeret, men når
blomsten er hulkravet, betyder det, at den yderste del af kronbladene danner en
lille skål eller hulning. I bunden af skålen sidder fem orangerøde pletter. De
grønne blade er aflangt ovale og ender forneden i et par små vinger, der sidder
tæt til stilken.
Flere krydsninger
Går man på jagt efter den rene art, vil man opdage, at der
findes flere krydsninger i handelen. En del af dem findes i øvrigt også i
naturen. Det er især krydsninger med den Fladkravede Kodriver, Primula elatior
og den Storblomstrede Kodriver, Primula vulgaris, der forekommer.
Formeres nemt ved frø
Krydsningerne har gennemgående større blomster end arten,
men de har ikke altid bevaret den fine duft. Dyrker man dem i haven, er de især
velegnede i en blomstereng, hvor de vil formere sig ved selvsåning, men de
trives også fint ved terrassen eller i altankassen, for de tåler mere sol end
de fleste andre Primula.
Sæsonarbejdet
Februar-april
Man køber planterne meget tidligt om foråret eller opgraver
dem ude i haven. Man skal ikke opgrave frit udplantede planter på denne årstid,
men kun dem, som er nedgravet i potter. På fritvoksende planter kan man ikke
undgå at ødelægge en stor del af rodnettet. De skal opgraves og pottes om
efteråret.
De opgravede potteplanter passes med vand, men gødes ikke.
Maj-juni
Blomstringstid. Planterne passes med vand, og efterhånden
som de afblomstrer, fjerner man de visne plantedele.
Juli-oktober
Potterne anbringes på et skyggefuldt sted i haven eller på
altanen, helst nedgravet til potteranden. De passes med vand, og nu skal de
have gødning, så de udvikler en saftiggrøn, kraftig bladroset.
November-januar Bladene visner, men ofte kommer der nye,
grønne skud i midten af planten meget tidligt på året. Skal man have planterne
opgravet i februar, er det nødvendigt at vinterdække, så jorden ikke fryser for
hårdt.
PLANTEDOKTOREN
Primula tåler ikke så godt, at man behandler dem med sprøjtemidler. Derfor er
det særlig vigtigt at forebygge, og man skal især passe på ikke at plante for
dybt, altid at tilføre mikromineraler med gødningen og helst ikke udsætte
planterne for væde og kulde. Plant kun i steril jord.
Gråskimmel. Grå belægninger på bladene. Kommer i fugt og kulde. Fjern de
angrebne blade og stil planten varmere og mere luftigt.
Klorose. Gule blade med røde nerver. Mangelsygdom. Brug mikromineraler i
gødningen.
Råd i rodhalsen. Skyldes overvanding, eller at der er plantet for dybt.
Læge-Primula
Tidligere bar Primula veris det latinske navn Primula
officinalis, Læge-Primula, og det skyldes, at middelalderens munke anvendte den
i deres medicin. Desuden samlede kvinderne den dug, der lå på bladene om morgenen
og brugte den som ansigtsbadevand for at blive smukkere. Kronbladene kan bruges
til blomstervin og giver en fin smag af safran.
Andre vildtvoksende
arter i Danmark
Dens nærmeste slægtning er Fladkravet Kodriver, Primula
elatior, hvis kronblade ikke danner en dyb skål som hos Hulkravet Kodriver, og
som også mangler den forårsfriske duft. Storblomstret Kodriver, Primula
vulgaris grandiflora, har større blomster i mange brogede farver, og endelig er
der Melet Kodriver, Primula farinosa, som også nok er værd at dyrke. Den er
lille og spinkel med rødlilla blomster og ægformede grønne blade, som på
undersiden er helt hvide af "mel". Det er en surbundsplante, som man
kun kan finde i moser og fugtige engdrag. Det er den eneste Primula, som findes
vildtvoksende i de sydamerikanske Andesbjerge.