Rechsteineria har smukke, røde blomsterklokker og lådne
blade. Den kan dyrkes fra frø og danner siden knolde, der kan dyrkes år efter
år. Den blomstrer om sommeren og hviler om vinteren.
De lyserøde blomster hos R. macropoda er meget smukke.
INDKØBSTIPS
Frø findes i forretningerne tidligt om foråret.
Blomsterfærdige eksemplarer forhandles om sommeren.
Planten er noget udsat for modeluner. Nogle år findes den
overalt, andre år må man lede efter den.
Livslængde: Kan blive en mangeårig ven i vindueskarmen, hvis
man overholder knoldens livsrytme.
Sæson: Sommertiden.
Sværhedsgrad: En potteplante man let får til at trives.
KORTE RÅD
Størrelse og vækst
Rechsteineria er en 20-30 cm høj opretvoksende plante.
Bladene er lådne og 10-15 cm lange. Blomsterne er lak- eller kardinalrøde, 6 cm
lange og sidder på korte stilke i en ring omkring stilken.
Blomstring og duft Blomsterne kommer om sommeren. På
frøplanter 7-8 måneder efter såning. Nye knopper vokser frem efter hinanden, så
blomstringen varer længe. Blomsterne dufter ikke. Der findes også hvide
blomster, men de er ikke særlig almindelige.
Lys og temperatur
Rechsteineria trives bedst i en temperatur omkring 25 °C i
vækstperioden. I hviletiden er almindelig stuetemperatur fint. Planten vil have
høj lysintensitet, men ikke direkte sol, fra knolden drives til planten visner.
Vanding og gødning
Vand med lunkent vand. 1 knivspids citronsyre til 1 ltr.
vand neutraliserer kalk, så den ikke påvirker planten. Vand grundigt med
mellemrum så jorden kan tørre mellem hver vanding. Gød kun efter forskrifterne
i vækstperioden.
Jord og omplantning
Jorden skal være porøs almindelig pottemuld. Man kan iblande
25 % sand og 25% spagnum. Knolden hviler i den gamle jord. Om foråret tager man
den op og dyrker den i fugtig spagnum. Når skuddene er 5 cm lange plantes
knolden med overfladen lige over jorden.
Beskæring
Ingen.
Formering
Kan ske på flere måder. Se nedenfor.
Miljø
Rechsteineria står godt i vindueskarmen i sommertiden. Den
er meget smuk og kravene om luftfugtighed er lette at honorere.
Rechsteineria har
kardinalrøde blomster
R. cardinalis har grønne blade og røde blomster.
Rechsteineria er en meget smuk og desuden ret nem stueplante
at dyrke, når blot man kender til de små specialkrav planten stiller til det
omgivende klima. Den hører til familien af Gloxiniaplanter og er i nær slægt
med mange fine potteplanter til vindueskarmen. Den stammer fra Brasilien og har
blomster af en farve som de katolske kardinalers dragter. Der findes også en
hvid form, men den er meget sjælden.
Tropisk knoldplante
Rechsteineria har en knold, som kan oplagre vand og næring.
I knolden overvintrer vækstanlæg i den del af året, hvor planten ikke gror. Hos
os er det den mørke årstid. Når lyset kommer igen, skyder planten frem.
R. Canescens har grå lodne blade, der fremhæver e røde
blomster, som man kan se, er på vej.
Tropiske klimakrav
Rechsteneria vil have høj lysintensitet uden stærk sol. Den
vil have kalkfattigt vand, og det ordner man let ved hjælp af citronsyre. En
teskefuld i en spand vand eller en knivspids i en liter vand neutraliserer
kalken. Desuden skal luftfugtigheden være ret høj, uden at man doucher de lådne
blade. Det tåler de nemlig ikke.
Giv luftfugtighed
Der findes elektriske luftfugtere til at fylde vand på. De
forhøjer luftfugtigheden væsentligt i et rum. De er ret dyre, men er gode for
både planter og mennesker. Man kan også dyrke Rechsteineria efter den dybe
tallerkens metode. En variant af metoden går ud på at skaffe en rummelig
skjuler. I bunden lægger man sand eller lecakugler og fylder dette reservoir
op, uden at vandet når pottens bund. Vandet damper op omkring bladene, og man
fylder nyt på med mellemrum.
Arter
Der findes omkring 75 forskellige arter af Rechsteineria. Men
det er et fåtal, som kan fås i handelen og som dyrkes. Rechsteineria
leucotricha stammer fra de sydlige dele af Brasilien. Knolden kan blomstre uden
jord, hvis man lægger den i vidueskarmen. Planten kaldes for brasiliansk
Edelweiss, fordi hele planten er dækket med små, grå hår. På ca. 30 cm lange
stængler vokser 3-4 blade frem. I bladsamlingerne kommer efterhånden en hel
buket blomster, hvis knopper også er helt grå.
Blomsterne bliver 5-6 cm lange og er klart røde.
Formering af
Rechsteineria
Rechstaineria kan formeres på mange måder. Frø kan på
traditionel måde sås tidligt om foråret. Blomstringen indtræffer allerede det
første år. Dannes der en knold i jorden, skal også småplanterne hvile.
En stor, ældre knold kan deles. Begynd med at dyrke den
liggende på fugtig spagnum. Så begynder skuddene nemlig at vise sig, og man
skal sørge for at få mindst et skud med på hver knolddel.
Man kan også tage stiklinger senere på sæsonen. De skæres
med en lille bid af knolden. Den lille knoldbid med stiklingen plantes i fugtig
pottemuld og stiklingen støttes med en blomsterpind. En plastpose med
ventilationshuller over potten giver tilpas luftfugtighed og ventilation.
Årsrytmen
I februar renser man knolden og sætter dem på ren og fugtig
spagnumjord. Når skuddene er 5 cm høje, plantes de over i pottemuld. Knoldens
overdel skal være lige over jordoverfladen. Efterhånden øges vandingen og man
begynder at gøde et par måneder efter plantningen. I slutningen af august
mindsker man gødningen og vandingen gradvist. Planten skal langsomt vænnes til
vinterhvilen. I oktober må planten visne helt ned og stilles til hvile i
stuetemperatur.
PLANTEDOKTOREN
Når luftfugtigheden omkring bladene er den rette, er
Rechsteineria en modstandsdygtig plante.
Edderkoppemider kan blive en trussel. Et tydeligt tegn på angreb er deformerede
blade. Edderkoppemider er mikroskopiske edderkopper, der lever inde i bladene.
Et angreb spredes af andre dyr, f. eks. bladlus, når de suger plante saft. De
mindre dyr kan ikke lide plantesaften hos alle planter. Derfor bryder angreb
kun ud hos visse planter. Bekæmpelse i det hjemlige miljø er umulig. Isoler
først planten, hvis De har mistanke om angreb. Spreder det sig mere, må man
smide planten ud, inden den smitter andre planter.