Sommerfugletulipaner er yndige, små løgblomster fra
Californien. De er vældig gode til indendørs dyrkning og yndige udenfor i
blomstringstiden om sommeren.
Sommerfugletulipaner fra Mariposa-gruppen findes i mange
prægtige farver. Her en strålende gul blomst.
INDKØBSTIPS
Løgene er ret små, men de skal være fri for synlige
sygdomstegn og føles faste overalt.
Livslængde: Nogle få år.
Sæson: Sommerblomstrende.
Sværhedsgrad: Ikke helt nem.
Kaldes også: Prærielilje, Mormonlilje og en enkelt art: Katteøre.
KORTE RÅD
Størrelse og vækst
Sommerfugletulipan har linjeformede, grønne blade og en
opret vækst med valmuelignende eller hængende blomster på bladløse stilke. Den
bliver 20-70 cm høj, alt efter arten.
Blomstring og duft
Arterne blomstrer fra tidlig sommer til augustseptember.
Nogle af dem har en fin duft.
Lys og temperatur
Sommerfugletulipan tåler stærkt lys hele året, og
temperaturen må gerne være 20-30°C. Udendørs tåler Sommerfugletulipan ikke
megen frost.
Vanding og gødning
Om vinteren vandes meget sparsomt eller slet ikke. Om
sommeren vandes sparsomt, og der gødes med flydende gødning i halv styrke
hveranden gang, der vandes.
Jord og omplantning
Jorden skal være porøs og veldrænet, for eksempel med lige dele bladjord og
sand. Løgene optages, tørres og omplantes efter hver blomstring.
Beskæring
Man fjerner vissent løv og visne blomster.
Formering
Ved sideløg.
Miljø
Sommerfugletulipan er en ret sjælden plante i Danmark, men
den egner sig godt til stuedyrkning, vinterhave eller på en meget lun, sydvendt
vokseplads udendørs.
Sommerfugletulipanerne
fik navn af nybyggere
Det var de allerførste spanske nybyggere i Californien, der
navngav Sommerfugletulipanen, som endnu den dag i dag trives overdådigt i den
varme, vestamerikanske stat. De kaldte den for Mariposa, der er spansk for
sommerfugl, og det hedder den endnu i Californien. Der findes omkring 75 arter,
og foruden i det vestlige USA, vokser de vildt i Mexico og Guatemala. De kræver
først og fremmest en tør og solrig vokseplads, og man kalder dem også for
Prærie-tulipaner eller Mormon-tulipaner. Ordet Calochortuser sammensat af de
græske ord kalos, der betyder smuk og chortos, der betyder græs, og det
hentyder ikke til blomsterne, men til de grønne, græslignende blade.
Lille løgplante
Calochortus er en løgplante af liljefamilien, men løgene er
forbavsende små, og de er omgivet af en netagtig hinde. Det er bedst at lægge
dem i oktober-november; så spirer de græslignende blade frem det følgende
forår, og blomsterne kommer sidst på sommeren på spinkle, bladløse stilke. De
findes i mange prægtige farver: gule, rosa, lyslilla, hvide, cremefarvede og
lavendelfarvede. Man inddeler dem efter blomsterformen i tre grupper:
MARIPOSA har ret store, valmuelignende blomster, der efterhånden åbner sig
helt.
EUCALOCHORTUS har mindre blomster, der er hængende og har form som små lygter.
CYCLOBOTHRA er den tredje gruppe, der har små, stjerneformede blomster, som er
rigt behårede indvendig. I Amerika kalder man den meget malende for Katteøre.
Af denne gruppe, der stammer fra Mexico, dyrker man dog kun en enkelt art,
Calochortus barbatus, der har små, gule blomster, som
inderst har et grønligt skær.
Ofte kan det være vanskeligt at fremskaffe løg af
Calochortus, men af og til er de i handelen, og det er umagen værd at forsøge
sig med disse usædvanlige løgplanter. De amerikanske gartnere har gjort et
stort arbejde for at udvikle sunde stammer af hårdføre, kraftigtvoksende og
rigtblomstrende Calochortus.
KORTE RÅD
Mariposa-gruppen:
Calochortus macrocarpus blomstrer tidligt på sommeren med
violetblå blomster, hvis rødlige midterparti er afgrænset af en grøn stribe.
Calochortus superbus har hvide eller svagt lyseblå kronblade med rød midte, der
er afgrænset af en gul stribe.
Eucalochortusgruppen:
Calochortus albus er en lav art med hvide blomster, der har
gul eller rød midte. Den er stærkt behåret indvendig. Calochortus amabilis betyder
den smukke Sommerfugletulipan. Den bliver kun 20-30 cm høj, men får gule,
duftende blomster i en lille skærm. Kronbladene er kantet af lange hår.
Dyrkning af
Sommerfugletulipan
I reglen er løgene behandlet med et afsvampningsmiddel, når
man modtager dem, men er det ikke sket, bør man gøre det selv.
Løgene er små, og man kan sagtens lægge 5-6 stykker sammen i
en stor potte. Jorden skal være meget porøs og veldrænet og kan for eksempel
bestå af lige dele bladjord og sand eller grus. Det er vigtigt, at man ikke
overvander, for Sommerfugletulipan tåler ikke for meget vand i jorden, hverken
sommer eller vinter.
Nemme indendørs
Indendørs er planten letdyrkelig. Selvom den visner ned om
vinteren, overvintrer den godt ved almindelig stuetemperatur, blot man ikke
vander. Først i marts genoptager man forsigtigt vandingen, og de første grønne
blade viser sig hurtigt. Sommerfugletulipan kræver ikke megen næring.
Ret sarte udendørs
Hvis man vil plante dem udendørs, må man finde et sted, hvor
der er masser af sol, men hvor de alligevel ikke får for megen regn, og det kan
for eksempel være inde under et sydvendt tagudhæng.
PLANTEDOKTOREN
Gråskimmel. Brune pletter efterfulgt af lysegrå, lådne belægninger på blade og
stængler. Sorte, blanke hvileknolde på de yderste løgskæl. Bekæmpes ved pudring
eller nedsænkning af løgene i et svampebekæmpelsesmiddel.
Fusariumråd. Bløde, rådne partier på løgene ved indkøb. Løgene har været pakket
for tæt og uden ventilation. Bekæmpes med afsvampningsmiddel.
Bladlus og mosaiksyge. Angreb af bladlus bør bekæmpes straks, da deres bid kan
overføre smitte med mosaiksyge, der giver spættede blomster og blade. Mosaik er
en virussygdom, som ikke kan bekæmpes.