Logo

Taro - Colocasia esculenta var. antiquorum

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Taro - Colocasia esculenta var. antiquorum

 

Tara er en flot dekorationsplante med hjerteformede blade på lange stilke. Den skal stå i en stor potte med næringsrig jord. Planten bliver stor, men visner om efteråret for at live op igen om foråret.


Taro - Colocasia esculenta var. antiquorum

Taro - Colocasia esculenta var. antiquorum

Colocasia gigantea på vej til at blomstre i sit naturlige miljø.

 

INDKØBSTIPS

Tara-knolde sælges fra forår til sensommer.

Livslængde: Taro er en flerårig knoldplante, der villigt danner sideknolde.

Sæson: Planten visner ned og hviler om vinteren, men starter ny vækst så snart man potter om og igen begynder at vande i februar-marts.

Sværhedsgrad: Ikke vanskelig, men husk at unge planter kan lide at stå "med fødderne i vand".

 

KORTE RÅD

Størrelse og vækst

Tara er en stor flerårig knoldplante fra sumpede tropiske områder. Stilkene kan blive 50-100 cm lange og bladene, der er hjerte formede, op til 50x70 cm. Planten er yderst dekorativ, men kræver god plads.

Blomstring og duft

Tara kan blomstre, men gør det ikke så ofte under vore stueforhold. Blomsten har et ret lille grønt svøbblad om en grøngul kolbe. Den dufter ikke specielt.

Lys og temperatur

Tara kan lide en lys plads, men ikke alt for direkte, brændende sol, som kan svide bladene.

Almindelig stuetemperatur er passende, men planten tåler også ned til 14-16 °C i fx en vinterhave. Om sommeren kan den flyttes ud på et beskyttet sted.

Vand og gødning

Tara er nærmest en sumpplante, og unge planter med et veludviklet rodnet holder ligefrem af vand i underskålen. Planten kan også tåle at stå med hele roddelen i vand, fx i et akvarium eller et lavt vandbassin. I hele vækstsæsonen gødes med hvergangs-gødning i vandet.

Jord og ompotning

Tara er en grådig plante. der kræver en ompotning til en stor beholder med kraftig, næringsrig jord hvert forår, når væksten igen skal startes.

Beskæring

Planten beskæres ikke. Kun grimme blade skæres af ved basis. Efter nedvisning om efteråret soigneres knolden før den lægges til overvintring et lunt sted.

Formering

Tara kan formeres ved sideknolde, som planten danner i løbet af sæsonen. Se nedenfor.

Miljø

Tara er en stor og dekorativ plante, som står flot på gulvet i en lys stue eller vinterhave. Om sommeren kan den stå ude på et beskyttet sted.

 

Taro - Colocasia esculenta var. antiquorum

Sådan dyrkes Taro i Sydamerika på marker, der kan overvandes ligesom rismarker.

 

Taro en flot dekorationsplante

Colocasia - Taro - er nærmest en sumpplante med en stor knold. Den stammer fra troperne, specielt Indonesien, hvor den er ret udbredt i områder, hvor det regner jævnt, eller hvor der kan vandes. I troperne dyrkes Taroen for de stivelsesholdige knoldes skyld, og det er egentlig dem, som kaldes Tara. Disse knolde, der kan veje op til 4 kg, udvikler lange udløbere med andre knolde på spidserne, og planten kan formeres ad denne vej.

 

Spiselige knolde og blade

Knoldene kan spises og er et vigtigt næringsmiddel mange steder i troperne. De koges som kartofler eller ristes. De kan spises på den måde eller tørres og siden males til mel, som man kan bage en slags brød af. Knolden kan også findeles, gæres og give en ret stærk drik. Også bladene er nyttige. Nogle steder spises de som en slags kål, og ofte bruges de som engangstallerkener.

 

Blade på lange stilke

Bladene sidder på 50-100 cm lange stive stilke. De er store og hjerteformede op til 50x70 cm. Planten er ret omfangsrig, når den er på sit højeste. Da knolden er så stor, er det klart, at der skal bruges en stor potte eller container.

 

Holder af vand om "fødderne"

Planten er grådig og skal have meget vand og næring. I væksttiden kan man faktisk nedsænke hele roden i vand, så Taro kan fx bruges i et akvarium, hvor toppen stikker op. Unge planter har det bedst med underskålen fyldt med vand. Planterne kan flyttes udenfor i juni på et beskyttet sted. Når det bliver køligt, tages de ind i en lys stue, der ikke er for varm. 14-16 °C er ideelt.

 

Visner ned om efteråret

Hen på efteråret udtørres jorden omtrent og planten visner ned. Knolden tages op og overvintres på et lunt sted. Man kan også stille hele potten i en lun kælder. I februar-marts potter man om i ny, frisk jord og starter med at vande og gøde igen. Snart begynder planten at skyde smukke nye blade.

 

Taro - Colocasia esculenta var. antiquorum

Taro årsrytme og formering

Tara-planten er stor, men hen på efteråret. når man synes, at nu har man næsten ikke plads til den mere, begynder en naturlig nedvisning. Man kan selv hjælpe med ved at tørre planten næsten ud. Når bladene er visnet ned, tages knolden op, soigneres og lægges i en kasse et lunt og tørt sted til overvintring. Når man tager knolden op, viser det sig ofte, at den har dannet yngle knolde på udløbere. Disse nye knolde kan forsigtigt fjernes fra moderplanten og til foråret danne grundlag for nye Tara-planter.

 

I februar findes alle knoldene frem, plantes i store potter med fugtig, kraftig jord og stilles lyst ved stuetemperatur. Nu vandes og gødes normalt og jorden må ikke tørre ud. Når radnettet ser ud til at være godt udviklet, kan man stille de unge planter i vandfyldte underskåle.

 

Taro - Colocasia esculenta var. antiquorum

PLANTEDOKTOREN

 

• Taro er en grådig plante, der ikke holder af at tørre ud. Men ellers er den ret robust. Der er dog to slags skadevoldere. som af og til kan findes på planten:

 

• Spindemider er mange varmhusplanters store fjende, og Taroen er ingen undtagelse. Spindet kommer især, hvis planten står i for tør luft. Se efter det karakteristiske spind under bladene og i vinklerne mellem blad og bladstilk. Giv planten en grundig spuling med lunkent vand helst udenfor og sprøjt siden med et kemisk middel, som angiver at kunne slå spindemider ihjel, to gange med 8 dages mellemrum.

 

• Thrips rasper hul i de øverste celler i plantevævet og suger saften ud. Herved kommer der luft ind i de tømte celler og planten får lyse, lidt sølvagtige partier på bladene. Hyppige overbrusninger forebygger thripsangreb. Er skaden sket, kan man sprøjte med et Pyrethrum-middel.

 


 

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (5 stemmer)
Siden er blevet set 6.228 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Har du en airfryer?
Effektiv reklame - klik her