Hjertefilodendron er en af de nemmeste grønne planter at
dyrke. Blot den vandes, gødes og passes minimalt, vil den få smukke, lange
ranker, der kan nydes som dekoration både vandret og lodret.
Philodendron erubescens 'Red Emerald' er en meget populær og
letdyrkelig sort med rødlige stængler.
INDKØBSTIPS
Sørg altid for at planten er i god vækst. Der må ikke være
gule blade. Alle løvblade skal være smukt mørkegrønne.
Rødderne i potten skal ligeledes være sunde og i god vækst.
Dette ses bedst på rodspidsen, der bør være lys eller næsten hvid. Mørkebrune
rødder er oftest døde.
Livslængde: Man kan have glæde af denne plante i mange år.
Sæson: Hele året.
Sværhedsgrad: En af vore nemmeste stueplanter, der blot
kræver en smule pleje.
KORTE RÅD
Størrelse og vækst
Hjertefilodendron er meget kraftigvoksende, men særdeles
smuk med sine lange ranker, der ofte når ud i en længde omkring 8-10 m. På en
enkelt vækstsæson kan den vokse omkring 1 m.
Blomstring og duft
Blomsterne er sjældne. Oftest dyrkes den på grund af sit
smukke og frodiggrønne løv.
Lys og temperatur
Planten klarer sig glimrende i både sol og skygge, men
undertiden kan direkte sollys gennem en rude blege eller svide bladene.
Temperaturen skal i vækstsæsonen være omkring ca. 18-24 °C.
I vintermånederne bedst omkring ca 15-18 °C.
Vanding og gødning
Der vandes regelmæssigt. I vækstsæsonen ca. 2 gange om ugen.
Om vinteren højst halvdelen.
Jord og omplantning
Der anvendes en god, næringsrig muldjord iblandet grus eller
småsten i bunden. Yngre planter trives bedst i en blanding bestående af 50 pct.
af hver.
Ældre planter omplantes højst en gang hver 3.-4. år. Yngre
planter omplantes hvert år i forårsmånederne.
Beskæring
Af hensyn til pladsen kan det være nødvendigt at beskære
kraftigt. Der skæres lige efter vækstsæsonen.
Formering
Der anvendes bedst grenstiklinger. Disse skæres i maj/juni
og stikkes ved en temperatur omkring ca. 21-24 °C.
Miljø
Meget smuk i stuer hvor den kan få lov til at brede sig, men
kan også med god virkning anvendes som lodrette, klippede skulpturer i meget
lyse omgivelser uden andre grønne planter.
Hjertefilodendron klarer sig udmærket i både solskin og skygge.
Smukkest bliver den imidlertid, hvis den ikke udsættes for alt for stærkt
sollys.
Klatrende Filodendron
er smukke, nemmeplanter
Denne smukke og frodige plante er en af vore allermest
hårdføre blandt de klatren de stueplanter. Rankerne kan blive mange meter
lange, når de vokser på en god vokseplads.
Mest Jamaica-planter Arten stammer oprindelig fra Jamaica,
hvor den fra bunden af skovene vokser højt op i trækronerne for at få del i
solens stråler. Hos os bliver den næppe højere end ca. 8-10 m. under maksimale
forhold i flere år. De grønne løvblade er smukt hjerteformede, især på yngre
planter. Hos ældre eksemplarer kan man ofte se indtil ca. 20-25 cm store,
tilspidsede blade.
Der findes dog andre nærtstående, klatrende Filodendron, som
stammer fra Sydamerika.
Fx
Philodendron erubescens fra Columbia, som har bordeauxrøde
bladstilke og stængler og Philodendron tuxtlanum "Tuxla", hvis blade
er grønne som Hjertefilodendrons, men mere pilformede.
Bliver smukkest uden
direkte sol
Planten trives bedst i en lys stue, men tåler også de lidt
mørkere voksepladser. Smukkest bliver den dog, hvis den ikke udsættes for
direkte sollys, der ofte vil blege eller svide bladene.
Philodendron tuxtlanum stammer fra Mexico, og er en helt ny
art. Den sælges under navnet "Tuxla".
God sammen med andre
planter
I vinterhaven eller udestuen vil den være med til at give et
meget frodigt og eksotisk præg, og dens evne til at placere sine blade i hele
bladmosaikken betyder, at den kun sjældent generer sine naboer. Vil man have
planten stående på en bestemt plads, vil man opdage, at den vender sine blade
mod den nærmeste lyskilde, og derved ofte får en noget uensartet placering af
bladene. Dette kan man modvirke ved at dreje planten en kvart omgang, hver gang
man vander.
Lodrette og vandrette
grønne glæder
Filodendron er i naturen og under kultur altid med til at
tilføre sine omgivelser noget særligt. På samme tid noget frodigt og eksotisk.
Dette bør man udnytte, når man dyrker disse planter i en stue eller i en vinterhave.
Især Hjertefilodendron er nem at arbejde med. I naturen er
den en bundplante, der søger op i træerne for at få lys, en egenskab man kan
efterligne i fangenskab. Nemmest er det selvfølgelig i en vinterhave, hvor der
er god plads. Her kan den udplantes som bundplante imellem andre og større
planter. Den skal have lov til at brede sig, og den skal have lov til at vokse
op i nogle af dem, hvis de kan bære. Ellers skal den op ad en væg. Dekorative
stammer kan stikkes imellem som støtte. Gerne nogle krogede med mos eller lav.
I et vindue kan man gøre næsten det samme. I stedet for at
binde den op hele tiden, kan man lade et par skud løbe i karmen, og således
nyde den både vandrette og lodrette glæde.
PLANTEDOKTOREN
• Hænger løvbladene slapt ned langs stænglen, vokser den for
tørt. Der grundvandes, men der må ikke stå vand i underskålen.
• Er væksten gået i stå kan det skyldes, at planten står for
koldt. Dette er dog sjældent, da den tåler at vokse i en både varm og kold
stue.
• Bladene matte, lyse. Kan skyldes direkte sollys eller
næringsmangel. Planten flyttes eller gødes forsigtigt.
• Gule blade med følgende bladfald er oftest tegn på
overvanding. Er jorden våd, er det vigtigt, at den tørrer ud og vandes mindre.