Logo

Morbærfigen - Ficus sycomorus

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Morbærfigen - Ficus sycomorus

 

Morbærfigen har fået sit navn, fordi bladene ligner Morbærtræets. Det bliver en flot stor plante i baljer og vinterhave. Den kan være lidt svær om vinteren, fordi den kræver kølighed.

 

Morbærfigen - Ficus sycomorus

Morbærfigen får frugter ude i naturen. De ser sådan ud. Frugterne hos Ficus er lidt anderledes end normalt. Det er selve blomsterbunden, som omslutter blomsterne.

 

INDKØBSTIPS

Livslængde: Morbærfigen træet kan ved omhyggelig pleje blive mange år.

Sæson: Der findes ingen decideret sæson.

Sværhedsgrad: Planten stiller ingen særlige krav til pleje og pasning.

Kaldes også: Undertiden omtales planten også ved navnet "Sykomor".

 

KORTE RÅD

Størrelse og vækst

Væksten på vore breddegrader kan være enten busk- eller træagtig. Den maksimale højde er 2-3 cm.

Blomstring og duft

Blomsterne er uanseelige, de findes inde i selve frugten. Duften er uden betydning.

Lys og temperatur

Morbærfigentræet ynder en lys vokseplads. Den trives normalt godt ved almindelige tempo i den lyse årstid. Vintertemperatur omkring 5°C er perfekt.

Vanding og gødning

Rigelig vanding i vækstperioden, og gødningsvand mindst en gang om ugen. I vinterperioden sparsom vanding uden gødningstilførsel.

Jord og omplantning

En god færdigblandet standardjord er ganske udmærket. Der omplantes hvert forår.

Beskæring

Kan foretages om efteråret eller tidligt på vinteren.

Formering

Kan foretages om foråret ved stiklinger (se nedenfor).

Miljø

Ficus sycomorus er en decideret vinterhaveog baljeplante, der kræver god plads.

 

Morbærfigen - Ficus sycomorus

Så stor kan Morbærfigen blive i Afrika, hvor træet dyrkes som udpræget nytteplante.

 

Morbærfigen bliver en flot stor plante

Morbærfigentræet er et af de ældste kulturtræer, som kendes. Det fandtes oprindeligt vildtvoksende i Østafrika. Omkring år 3000 f. kr. blev træet indført til Ægypten, hvor det i dag findes almindeligt udbredt.

2-3 meter høj

Træet kan i Afrika let opnå en højde af 15 m. På vore breddegrader i vinterhaver og lignende steder, opnås der sjældent større højde end 2-3m.

Bladene er små, nærmest ovalt/tilspidsede og har lighed med almindelig morbærblade (dem som silkesommerfuglelarver lever af).

 

En nytteplante

Træet finder anvendelse på flere forskellige måder. Frugten kan spises, og veddet kan forarbejdes. Der er imidlertid stærkt delte meninger om smagen på frugterne. Nogle synes, at frugterne er særdeles velsmagende og andre igen mener, at de er totalt uspiselige. Frugterne kaldes både for "Æsel- og Faraofigner".

Frugterne er noget mindre end almindelige spisefigner (Ficus carica). Farven på Morbærfigner er rød. Fignerne sidder i klaser på bladløse kviste eller direkte på grenene.

Veddet hos Morbærfigentræet er meget holdbart, og blev i det gamle Ægypten anvendt i stor udstrækning til mumiekister og andre træarbejder.

 

Anderledes frugt

Frugten hos Ficus er lidt anderledes end normalt. Det er selve blomsterbunden, som omslutter blomsterne. Bestøvningen foretages af figengalhvepsen.

Undertiden kan frugterne på træer i Israel og Ægypten være så fyldte med figengalhvepselarver, at de nærmest er uspiselige. Efter bestøvningen fremkommer de kendte små nødder. Denne slags frugt kaldes i det botaniske sprog for "en falsk frugt".

 

Sæsonarbejdet

Juni-sept.

Når risikoen for nattefrost er overstået, kan planten flyttes ud på et beskyttet sted f.eks. på terrasser eller altaner. Sommeren igennem vandes rigeligt, jorden må aldrig tørre helt ud. Der tilføres flydende gødning mindst en gang om ugen.

 

September-maj

Når temperaturen falder i september måned, flyttes planten igen indendøre.

Morbærfigentræet trives udmærket ved en vintertempo på 5 °C. I den mørke periode vandes der sparsomt, netop lige så meget at jorden ikke tørrer ud. Der må ikke tilføres gødning.

Når lysintensiteten stiger igen, hen i februar, vandes der mere jævnt, og der suppleres med gødningsvand. I samme periode kan der foretages omplantning.

 

Morbærfigen - Ficus sycomorus

Formering

Det bedste tidspunkt for en beskæring er om efteråret eller først på vinteren. De skud, som afklippes på dette tidspunkt, er de bedste til stiklingeformering, som desværre foretages bedst om foråret. De afskårne skud kan opbevares i frostfri jord. I februar-marts måned kan arbejdet påbegyndes. Skuddene skæres af i ca. 10 cms længde der skal helst være "hæl" på stiklingerne (lidt af barken).

Morbærfigen - Ficus sycomorus

 

Stiklingerne stikkes i en let jordblanding, gerne med lidt groft grus. Inden stikningen dyppes snitfladerne i et hormonmiddel. Potterne placeres ved god undervarme mellem 20 og 25 °C. I løbet af 3-5 uger vil roddannelsen have fundet sted.

 

PLANTEDOKTOREN

 

Morbærfigen - Ficus sycomorus

 

• Morbærfigentræet er en sund og stærk plante, som ikke giver de helt store problemer med sygdomme og skadedyr.

 

• Uldlus. Undertiden kan uldlus være et problem på planterne. De kan ses som små vattotte i blad- og grenhjørnerne. Så snart de første observeres, fjernes de med en pincet. Eller de kan, hvis de findes i større antal, sprøjtes med en spritopløsning. Ved meget store angreb, må der anvendes et kraftigere insektsprøjtemiddel.

 


 

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 4,8 (5 stemmer)
Siden er blevet set 5.807 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.
1222623-05-2018 18:23:51 Mogens Christiansen
Vi har et morbærtræ, som på sin stamme de sidste år har haft smågrene af figen. Men i år er grenene kun bærer af morbær blade. Hvad er forklaringen?

Afstemning
Når du skal lave mad, hvad bruger du så?
Effektiv reklame - klik her