Fønikspalmen er måske den nemmeste grønne plante man kan
have. Den trives godt i en stue, bare den har et minimum af lys og den kan stå
ude på altan og terrasse hele sommeren.
Den unge Fønikspalme skal være lav og kompakt for at udvikle
sig smukt under stue/orhold. Den bliver ranglet eller lang, hvis den mangler
lys.
INDKØBSTIPS
Køb kun smukke kompakte planter med stive grønne blade.
Tynde, ranglede planter bliver aldrig pæne.
Livslængde: Fønikspalmer kan blive meget gamle især hvis de
står i store baljer i vinterhaven eller ude om sommeren og inde om vinteren.
Sæson: Føniks kan købes eller sås året rundt.
Sværhedsgrad: En af de nemmeste grønne planter sandsynligvis
den nemmeste palme. Kaldes også: Kanarisk daddelpalme.
KORTE RÅD
Størrelse og vækst
Fønikspalmen er en smuk palme med fjerformede blade. Den er
ualmindelig robust og nem at dyrke. Små planter køber man, når de er ca 40 cm
høje. Hos os bliver de sjældent mere end et par meter.
Blomstring og duft
Blomsterne kommer i klaser fra bladhjørnerne, men det sker
faktisk aldrig hos os. Blomsterne dufter ikke og frugterne er små, hårde og
uspiselige.
Lys og temperatur
Mens Fønikspalmen er helt ung, skal den skærmes mod brændende
sol. Ældre planter tåler fuld sol. De kan også stå ret mørkt, men vokser
hurtigere på en lys plads. Føniks kan tåle høje sommertemperaturer og klarer
konstant vintertemperatur ned til ca 8 °C. Alle planter bør stå ude om sommeren
og tages ind, når nattemperaturen når 2-3 °C.
Vanding og gødning
Vand godt og grundigt et par gange om ugen om sommeren og
giv flydende gødning ca. hver 14. dag. Forår og efterår vandes ca. 1 gang
ugentlig, om vinteren kun ca. et par gange om måneden, hvis planten står køligt
og der gødes slet ikke.
Jord og omplantning
Føniks pottes bedst om i foråret. Store planter kan nøjes
med en topdressing. Se nedenfor.
Beskæring
Det første bladpar, kimbladene, skal skæres af, når planten
er passende stor. Visne blade og bladspidser klippes af med saks.
Formering
Fønikspalmen formeres af frø, der som regel indføres fra
Spanien. I sjældne tilfælde kan der forekomme rodskud. Se nedenfor.
Miljø
Fønikspalmen er en dejlig robust palme, der står ualmindelig
fint i baljer på terrassen, hvor den klæder sommerblomsterne. Også i stuen klarer
den sig på både lys og mørk vokse plads.
Den trives både alene og i selskab med andre planter.
Fønikspalmer - Kanarieøernes
elegante vejtræer
Phoenix canariensis stammer fra De Kanariske Øer, hvor de
vokser overalt og kan blive op til 20 meter høje træer.
Enkel pasning
Maximalhøjden for en Fønikspalme under vore forhold er et
par meter. Den er meget velegnet i baljer i fx vinterhaver. På en beskyttet
plads kan den klare temperaturer ned til lidt over frysepunktet, ligesom den
tåler utrolig meget varme om sommeren.
Står palmen koldt, skal den vandes meget moderat, står den
varmt og lyst, skal den vandes godt og gødes regelmæssigt. Det er meget enkelt.
Sjældent særlig dyr
Fønikspalmerne er normalt ikke særligt dyre og selv en lille
plante vokser sig med tiden stor i stuen. Især hvis den har optimale
vækstforhold.
Ja, selv på halvmørke steder i en for lille potte, hvor
rødderne næsten kravler ovenud, kan en Fønikspalme overleve. Det eneste der
sker er, at den blive mere ranglet end på en lys plads.
Formering
Man kan selv så ...
Det er morsomt selv at så frø af Fønikspalmen, selv om den
ikke er dyr i indkøb. Sjovøst er det naturligvis at så frø, man selv har
hjembragt, og det er som regel også de mest spirevillige, for frøene må helst
ikke være for gamle.
Frøene sås i let jord en blanding af sand, tørvestrøelse og
almindelig pottemuld. Jorden holdes fugtig ved en temperatur på 20-24°, og
efter 4--6 uger vil de første blade vise sig. Har man sået flere kerner sammen,
er det nu på tide forsigtigt at sætte de enkelte små planter i egen potte. Husk
at frøet ikke må fjernes. Når planterne ser ud til at gro godt efter nogle måneder,
skal de have en større potte og kraftigere jord. God, leret havejord opblandet
med ca. 1/3 sand er udmærket.
I sjældne tilfælde kan ældre Fønikspalmer danne rodskud, som
kan skæres forsigtigt af med lidt rodnet og plantes for sig selv.
Ompotning og eventuel
rodbeskæring
En Fønikspalme kvitterer næsten altid en ompotning med at
gro gevaldigt i den første tid. Ompotning sker bedst i april-maj, hvor der
begynder at være lys og varme nok til at planten kan gro smukt. Men er planten
sidst på sommeren vokset ovenud af potten, kan den også pottes om på det
tidspunkt. Det ses, når de sunde, hvide rødder snor sig ud af pottehullet eller
ovenud af potten. Er palmen rigelig stor, kan man beskære rødderne og plante
den igen i en potte af samme størrelse. Det begrænser væksten en smule.
PLANTEDOKTOREN
• Nederste bladpar deler sig ikke. Små Fønikspalmer har ofte
kimbladene endnu, og de deler sig ikke, som de næste blade. Er planten ellers
kompakt, skæres kimbladene af.
• Visne bladrande og brune blade skyldes som regel enten
overvanding, for kraftig udtørring eller overgødning. Pot planten om i en
større potte med frisk jord. Nye bladskud, der endnu ikke har foldet sig ud,
kan ofte se visne og kedelige ud, fordi de er dækket af et brunt bastlag på
siderne. Bastlaget sidder siden som brune trevler på bladene, hvilket er helt
normalt.
• Brune runde pletter på bladfligene er som regel svampe.
Bladene skal sprøjtes med et svampemiddel på både over- og underside et par
gange med 8-10 dages mellemrum.
D Lus både bladlus, uld- og skjoldlus samt hvide fluer, kan
angribe den robuste Fønikspalme. Skjoldlus og uldlus fjernes lettest med en
knivspids, hvorefter bladet renses med en vattot dyppet i sprit. Hvide fluer og
bladlus sprøjtes med et insektmiddel.