Siderasis dyrkes for de smukke blades skyld. De har lyse
striber på oversiden, og undersiden er smukt brunrød. De fine hår på bladene er
også brunrøde. Den kræver god luftfugtighed.
Siderasis kan overraske med smukke blårøde blomster, der
dufter sødligt.
INDKØBSTIPS
Køb kun planter, hvor bladenes farve er smuk, og den fine
behåring er ubeskadiget. Pas på med hjemtransport om vinteren. Planten taler
ikke lave temperaturer. Køb aldrig planter, der har stået i solen hos
blomsterhandleren.
Livslængde: Siderasis kan blive adskillige år gammel.
Sæson: Hele året.
Sværhedsgrad: Ikke svær, hvis man kan holde god
luftfugtighed.
KORTE RÅD
Størrelse og vækst
Siderasis er en stedsegrøn plante, hvis blade vokser i opret
roset. Bladene er blødt behårede med rødbrune hår og smukt grønne med lysere
længdestriber på oversiden, purpurrøde på undersiden.
Blomstring og duft
Planten kan overraske med smukke blå-røde blomster, men den
dyrkes for bladenes skyld. Der sidder tre store kronblade omkring støvfangene.
Duften er svagt sødlig.
Lys og temperatur
Planten kan vokse i halvskygge til skygge. Den trives bedst
ved stuetemperatur året rundt. Temperaturen må under ingen omstændigheder komme
under 16 °C.
Vanding og gødning
Der vandes, så pottejorden hele tiden er tilpas fugtig, men
ikke pjaskvåd. Luftfugtigheden er det vigtigste. Brug blomsterspray
regelmæssigt og lad evt. planten stå på vanddækket rald. Giv gødning med vandet
hele den lyse årstid ikke om vinteren.
Jord og omplantning
En sphagnumholdig, porøs pottemuld er bedst. Der omplantes,
når planterne er for store til potten.
Beskæring
Ingen beskæring.
Formering
Planterne formeres normalt ved deling. Se nedenfor.
Miljø
Siderasis er en smuk plante til lidt mørke placeringer, hvor
det kan være svært at få andre ting til at gro.
Siderasis med den smukke purpurfarvede underside på bladene
står smukt sammen med Parasolpilea.
Siderasis hører til
Tradescantia-familien
Det kan man godt se på de smukke stribede blade og den måde,
de sidder på stænglen. Men bladene er langt større end hos Tradescantia. De
kommer tæt over hinanden i en opret, rosetformet vækst, der gør planten meget
dekorativ.
Kan overraske med en
blomst
Planten stammer fra Brasilien, og vi dyrker den først og
fremmest som stueplante på grund af de smukke blade. Men den kan faktisk
blomstre p' med smukke blå-røde blomster med tre kronblade.
Fugtig jord og
halvskygge
Planten trives bedst på en lun plads, i fugtig jord og
halvskygge. Det kan til tider være et problem at give den tilstrækkelig
luftfugtighed men hvis den står på vanddækkede småsten i en tilpas stor
skjuler, er det sjældent et problem. Med tiden kan rosetterne bliver
overhængende, og så er det en god ide at placere planten på en omvendt
urtepotte i en skål med vand.
Lunt hele året
Planten skal stå inde hele året, da den ikke tåler under 16 °C.
Siderasis er fx en smuk bladplante til vinterhavens bund. Her trives den ofte
allerbedst, fordi mange planter sammen giver den rette luftfugtighed, og fordi
større planter giver tilpas skyggede forhold. Planten kan dog også være en
perfekt løsning til at live op i et mørkt hjørne af opholdsstuen, hvis man
sørger for luftfugtigheden.
Man kan let overse de små blomster. Man mærker normalt den
sødlige duft først.
Pasning og formering
af Siderasis
Siderasis formeres lettest ved deling, når der kommer små
nye rosetter ved basis. Vokser der mange rosetter i potten, kan der blive tale
om en regulær deling. Små nye rosetter kan forsigtigt fjernes med deres egen
rodmasse og plantes for sig selv. Plant evt. flere sammen for at få en fyldig
plante.
Stiklinger kan også tages. Sørg for at der er flere led på,
og fjern de nederste blade, før der stikkes i fugtig, sphagnumholdig jord i lun
halvskygge.
Fugt er en
nødvendighed
Sidetasis trives ikke i tør jord og tør luft. Ordentlig
luftfugtighed er en absolut nødvendighed. Det opnås bedst ved at stille
potterne i store skjulere med vanddækkede småsten i bunden. Vandet må ikke nå
op i pottejorden, men skal kunne fordampe op mellem bladene og give tilpas
luftfugtighed omkring planten. Større planter med overhængende vækst er meget
flotte. De kan stilles på en piedestal eller på en omvendt urtepotte, som
placeres i en skål med vand. Hos en stor plante vil det ikke ses. Bladene vil
dække.
PLANTEDOKTOREN
• Siderasis er normalt ikke særlig hjemsøgt af
svampesygdomme eller skadedyr, men Thrips, Bladlus og Spindemider kan spredes fra
angrebne planter.
• Større angreb af bladlus kan man fjerne med sprøjtning med
et anerkendt kemisk middel. Store doser koldt vand, som ellers bruges til at
spule bladlus væk med, kan skade den fine behåring på bladene.
• Thrips fjernes ligeledes ad kemisk vej, men spindemider
kan være svære at få has på. Er mange planter angrebet af spind, er biologisk
bekæmpelse med rovmider den bedste løsning.