Logo

Appelsintræ - Citrus microcarpa

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Appelsintræ - Citrus microcarpa

 

Appelsintræet er ikke hel let at få til at blomstre og bære frugt. Men det lader sig gøre, hvis man selv foretager bestøvning. Appelsintræet vil dog altid være smukt med sine blanke, grønne blade.

 

Appelsintræ - Citrus microcarpa

Det er ret almindeligt, at appelsin træet bærer både blomster og grønne og orange frugter på samme tid.

 

INDKØBSTIPS

Udvælg en smukt formet plante. Bladene skal være friskgrønne. Brune bladspidser kan betyde at planterne har fået kuldechok under transporten eller at rødderne er for svagt udviklede. livslængde: Appelsintræet kan blive meget gammelt, hvis det passes rigtigt.

Sæson: Appelsintræer kan købes stort set hele året.

Sværhedsgrad: En temmelig nem plante at passe, men det kan være vanskeligt at få den i blomst og at sætte frugt.

 

KORTE RÅD

Størrelse og vækst

Miniature-appelsin er normalt små planter 50-100 cm. De vokser langsomt, normalt 10-12 cm årligt ved god pasning og pleje.

Blomstring og duft

Blomsterne er hvide og stærkt duftende. Som regel blomstrer appelsin i sommermånederne, men kan dog sætte knopper hele året.

Lys og temperatur

Planten kræver meget lys hele året rundt. Om sommeren trives den bedst udendørs, f. eks. på en terrasse, men den kan sagtens stå indendørs, hvis den står lyst. Dog aldrig i et sydvindue. Temperaturen bør være 18-20 °C og ventilationen god, uden træk. I drivhus sørges for god udluftning.

Vanding og gødning

Daglig vanding er normalt nødvendig om sommeren. Appelsintræer er kalkelskende og postevand er derfor godt. Om vinteren afpasses vandingen efter temperaturen. Om sommeren og under blomstring gødes hver 14. dag.

Jord og omplantning

Anvend god lermuldet jord med godt dræn i bunden. Ompotning sker kun, når plantens rødder er ved at vokse ud af pottehullerne i bunden, men helst om foråret.

Beskæring

Hvis planten har fået en ranglet vækst, kan man beskære ved at klippe lige over en knop. Snittet eller klippet skal være skråt.

Formering

Sædvanligvis formeres planterne ved at så kerner fra appelsin. Undertiden lykkes en topskudsformering også med miniature-appelsin. (Se nedenfor).

Miljø

Appelsintræet er absolut smukkest alene. Stil det i en stor potte ved et lyst vindue eller om sommeren på terrassen.

 

Appelsintræ - Citrus microcarpa

 

Appelsintræet er spændende og eksotisk

Appelsintræerne var sandsynligvis oprindeligt hjemmehørende i det sydlige Kina, hvorfra de meget tidligt er kommet til Sydeuropa via Indien. I dag dyrkes de overalt, hvor klimaet tillader det. Appelsin kommer af det tyske Apfel = æble og sine af sinensis = kinesisk.

 

Kongen startede orangeri

Det er altid spændende at hjemtage planter fra andre himmelstrøg, og det syntes den danske konge, Christian d. 4, også. Derfor lod han opføre et orangeri ved sit lystslot i Rosenborg, for at dyrke appelsintræer. Her voksede træerne i store baljer, som om vinteren stod i lyse, opvarmede rum og om sommeren i parken.

Denne orangeridille bredte sig til mange af Nordens godser, skønt høsten aldrig blev stor.

 

Vi dyrker miniatureformen

Appelsintræer bliver meget store og er derfor ikke velegnede i vore almindelige huse. Har man et opvarmet drivhus, kan det dog sagtens lade sig gøre at eksperimentere med rigtige appelsintræer. Heldigvis blev der i slutningen af 1500-tallet fra Philippinerne indført et miniature-appelsintræ, Citrus microcarpa (tidligere kaldet C. mitis), som kan dyrkes som stue plante.

Dette appelsintræ adskiller sig ikke væsentligt fra dets større slægtninge.

 

Smuk og stedsegrøn

Ligesom frugttræerne er det en smuk stedsegrøn busk eller et lille træ med skinnende, læderagtige, grønne blade.

Det har dejlige hvide, meget duftende blomster og små orangefrugter, der er spiselige, selvom de kan være lidt sure.

 

Lidt af en kunst at få frugter

Sædvanligvis blomstrer appelsintræet i sommermånederne, men det kan også sagtens finde på at sætte knopper resten af året. Men uden bestøvning kommer der ingen frugter. De må selv lege insekt og bestøve. Med en pincet tager man nogle støvdragere fra blomsten og afleverer dem på støvfanget, eller tager støvet fra støvknapperne med en pensel og overfører det til støvfanget. Processen må gentages med nogle dages mellemrum.

 

Appelsintræ - Citrus microcarpa

Så en kerne

Det er let og sjovt at lave sine egne appelsintræer. Kernerne fra en almindelig moden appelsin kan lægges i hver sin potte med god pottemuld. Kernerne dækkes og jorden holdes fugtig til planterne har 3-4 blade. Derefter gødes og vandes regelmæssigt.

 

Topstiklinger af miniature-appelsin

Et miniature appelsintræ kan man kun få ved at tage topstiklinger fra et andet miniaturetræ. Med lidt held formeres de ved at klippe de unge topstiklinger af om foråret og plante dem i en god gødningsrig pottemuld.

 

PLANTEDOKTOREN

 

• Skjoldlus og uld lus kan fjernes med en vatpind dyppet i sprit.

 

• Hvide fluer konstateres ved, at fluerne flyver op fra planten ved berøring og, at bladene gulner. Sprøjt forsigtigt med pyrethrum.

 

• Sodskimmel. Bladene dækkes af et sodagtigt lag. Tør hyppigt bladene af med en fugtig klud.

 

Appelsintræ - Citrus microcarpa

• Vantrivsel, hvor bladene falder af, væksten bliver ranglet eller standser helt, kan skyldes for meget eller for koldt vand. Eller at planten har stået for varmt eller for koldt. Forsøg at vande regelmæssigt med tempereret vand og giv evt. planten en anden placering.

 

• Krøllede blade, der evt. bliver brune i spidsen, kan skyldes træk.

 

• Blege blade skyldes som regel gødningsmangel.

 


 

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 4,8 (26 stemmer)
Siden er blevet set 22.321 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.
1346020-09-2022 11:06:27 Erik Bak
Hvad kan jeg bruge frugterne til ??

Afstemning
Har du en airfryer?
Effektiv reklame - klik her