Logo

Rehmannia - Rehmannia

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Rehmannia - Rehmannia


Rehmannia er en næsten glemt forårsblomstrende potteplante. Den har store, hårede blade i roset. Fra rosetten skyder der efter overvintring stilke med smukke, nærmest klokkeformede blomster.

 

Rehmannia - Rehmannia

Rehmannia angulata kan have gulhvide blomster, der ser smukke ud på baggrund af de meget mørkegrønne blade.

 

INDKØBSTIPS

Rehmannia er ikke helt almindelig i handelen, men i marts-april kan den dukke op hos blomsterhandlerne. Man kan også købe frø og så selv.

 

Livslængde: Planten sås normalt den ene sommer og blomsterne kommer den efterfølgende forsommer. Selve blomstringen varer 4-6 uger.

 

Sværhedsgrad: Ikke vanskelig, hvis man overholder kravene om relativ kølighed.

 

KORTE RÅD

Størrelse og vækst

Rehmannia elata, der har stærkt behårede blade, kan blive op til 100 cm høj inkl. blomsterstængel. R. glutinosa, der har bløde og ikke så hårede blade, bliver noget mindre og er mere kompakt i væksten. Det samme gælder R. angulata.

Blomstring og duft

Blomsterne er meget smukke, nærmest klokkeformede og ofte enten røde med purpurpletter i svælget eller mørklilla med gult svælg og lilla pletter. En enkelt type kan også være næsten rent gul. Ikke megen duft.

Lys og temperatur

Rehmannia kan lide lys og sol, hvis temperaturen ikke bliver for høj. Den holder længst ved ca 15 °C.

Vanding og gødning

Der skal ikke vandes før pottejorden føles tør under fingeren. Men planten holder af fugt nedefra og står derfor godt på et lag vanddækkede småsten. Giv gødning hver uge mens planten vokser til. Når først den blomstrer er det ikke længere nødvendigt at gøde.

Jord og omplantning

Brug sandblandet pottemuld til såning og almindelig pottemuld til ompotning. Efter afblomstring kasseres planten, fordi blomstringen det følgende år bliver ringe.

Beskæring

Ingen, men planten soigneres for visne blomster.

Formering

Normalt ved frø, men stiklinger kan også benyttes. Se nedenfor.

Miljø

Rehmannia er smukke planter, som står meget fint i et lidt køligt nordvindue, entre eller soveværelse.

 

Rehmannia - Rehmannia

Rehmannia elata er den højeste art. Den kan blive op til 100 cm høj udenfor.

 

Rehmannia smuk og ikke så almindelig

Rehmannia har dejlige blomster forår eller tidlig sommer oftest i maj-juni. Der findes flere arter, og de minder i formen lidt om Gloxinia.

Blomsterne kommer på stængler, som skyder op fra en roset af store, blødt behårede blade med uregelmæssige indskæringer. Planten, der stammer fra Kina er en såkaldt koldhusplante og den dyrkes oftest som toårig. Blomsterne kommer det andet år på frøplanter.

 

God i kølige rum

Rehmannia er en udmærket potteplante til lidt kølige stuer og findes oftest i handelen i foråret. Dyrker man den selv, vil den blomstre i maj-juni. Det er en såkaldt langdagsplante med behov for kølighed mens den vokser til, så størrelsen afhænger af såtidspunktet.

Hvis man sår midt på sommeren og sætter planten ind, hvor der kun er nogle få plusgrader, når det bliver koldt udenfor, kan man sætte den varmere allerede i januar-februar og få blomster i marts-april.

 

Fra Kina

Slægten blev opdaget i Kina af en tysk-russisk læge Joseph Rehmann, der var zarens livlæge, og planten blev første gang bragt til Europa omkring 1900.

 

Glad for lyset

Rehmannia kan lide at stå i sol, blot varmen ikke bliver alt for stærk.

Vandbehovet er lidt afhængig af bladenes behåring. Er de stærkt behårede, behøver planten ikke så meget vand, som hvis de er mindre behårede, fordi hårene hæmmer fordampningen fra bladene. Planten kan dog godt lide fugt nedefra og trives godt ved at stå på et lag vanddækket raid i en skjuler. Selve jorden skal først vandes, når den føles tør.

 

Nogle arter

Rehmannia glutinosa har bløde uregelmæssigt indskårne blade, der er samlet i roset. Blomsterne er klokkeagtigt store, rødlige og purpurplettede.

Rehmannia elata kan blive op til 100 cm høj inklusiv blomsterstængel. Bladene er op til 20 cm lange. Blomsterne er klokkeformet hængende og op til 10 cm lange. De er smukt mørklilla med et gult svælg besat med violette pletter.

Rehmannia angulata dyrkes også og kan have gulhvide blomster. Både denne og R. elata kan variere i type og farvespil.

 

Såning af Rehmannia

 

Rehmannia - Rehmannia

Man sår normalt Rehmannia og dyrker den som toårig, idet blomsterne kommer det andet år, efter overvintring, men den kan også formeres ved stiklinger, som tages hen på sommeren og giver blomster i foråret.

 

Sommer-såning

Så det fine frø i sommertiden. Det spirer ved lys og skal ikke dækkes af jorden, blot klappes ned. Såjorden skal i forvejen være vandet så godt, at man ikke behøver vande under spiringen. Der lægges glas eller plast over potte eller spirebakke og i løbet af 1-2 uger viser de første spirer sig. Nu fjernes glasset og planterne vandes normalt. De må ikke stå i solen.

 

Lad dem stå ude

Når planterne er store nok til at håndteres, plantes de i potter og holdes køligt. De kan stå udenfor indtil der er risiko for nattefrost, men de tåler ikke ret meget regn. Giv flydende gødning en gang ugentligt.

 

Blomstring

Planterne tages ind når det ser ud til nattefrost og overvinterer køligt og lyst ved 8-10 gr. I februar begynder det at blive lysere og planterne kan sættes lidt lunere ved ca. 15°, og nu vil der komme blomsterknopper.

 

PLANTEDOKTOREN

— Bladlus kan angribe Rehmannia i en bladlusesommer. Brug et kemisk middel.


Rehmannia - Rehmannia


— Blade som krøller og måske falder af kan forekomme, når planten har fået for stærk sol i et vindue. Beskyt lidt mod alt for bagende sol.

— Meldug kan forekomme. Det er bedst at forebygge ved at overbruse planten om morgenen.

Bladene må ikke være fugtige om natten.

— Rodhalsråd kan i værste tilfælde få planten til at vælte. Det sker ved for meget vand i for lang en periode. Vand først når planten føles tør.

 


 

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (5 stemmer)
Siden er blevet set 2.835 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Hvem vil du helst have som ny statsminister?
Effektiv reklame - klik her